Nobody fucks mean Mommy

Jeg er blevet sådan én, der snerrer. Det har jeg været længe – men med et glimt i øjet. Nu er jeg sådan en der snerrer for real, ofte endda uden at vide det. Så må venligtsindede bofæller træde til, tælle til ti og med artig englestemme sige “du snerrer.”. Og så kan jeg spørge “gør jeg det? Det må du undskylde”. Og så den ude. Som regel.

Sådan er jeg blevet.

Men hvad så, når den artige engel af en bofælle pludselig har forandret sig til en ond trold, som vitterligt skal snerres af? Når hun efterlader sit vasketøj på badeværelsesgulvet, når hun tager på weekend fra opvasken, når hun ikke vil ordne vores sorte skærm efter weekenden sendesignalroderi, når hun ikke gør rent? Hvad så?

I går kom jeg til den konklusion, at der godt måtte snerres. Passivt-aggressivt snerres med Pia Kjærsgaard-agtig englestemme. Da bofælle spurgte, om vi skulle hænge ud og se en god film, snerrede jeg: “Hvis du keder dig, kan du jo gøre rent i køkkenet.”

Og så kom den artige englestemme, uhyre prompte, men med et skarpt comeback: “Nobody fucks mean Mommy.”

Og jeg ville have grinet af den helt igennem berettigede og velplacerede reference til Sex & the City og mit spejlbillede, Miranda, hvis ikke det var fordi, at man jo aldrig, let’s face it, snerrer sådan totalt uden grund.

Statsministeren og Sidney Lee

Foto: Theis Mortensen

Det ser da harmløst ud? Næsten hyggeligt, endda? Folkeligt. Kongen af Staten engageret i en heart-to-heart med Kongen af Folket. Men læs hele artiklen om, hvordan Lars Løkkes pressechef, Søs Marie Serup, forsøgte at få standset billedet af statsministeren og Mr. Lees kultfærd rundt i cyberspace her.

Fatties Reunited

Jeg rystede så meget af angst, inden jeg skulle se ham igen, at jeg forsøgte at dække det til. Dét værende mig selv. Forsøgte efter bedste evne at skjule, at det ikke bare er ti år siden, han sidst har set mig, men også næsten tyve kilo på plussiden. Så jeg gik i krig med en halv flaske rødvin og derpå makeuppen, håret og tøjet. Lignede efter slaget noget fra en MC Hammer-video. Med for højt hår, skulderpuder og lårkort. Og en påklistret selvtillid, der kunne gå i arm med den alt for dybe udskæring – noget, jeg med sikkerhed ikke havde for tyve kilo og ti år siden, så det kunne måske fjerne fokus.

Og hvordan var det så? Fik jeg den frygtede umiddelbare reaktion i et snappt elevatorblik og et glimt af ’gud, hvad er dog sket’.

Næ. Han var oprigtigt glad for at se mig. Og bedre end det – han gav mig et umiddelbart elevatorblik med et glimt af ’hvor dejligt, at hun har det så tydeligt bedre end sidst, vi sås’. Det var så tydeligt i hans øjne, at det har klædt mig at blive voksen.

Og da jeg afklædte mig den falske selvtillid og dykkede ned i en oprigtig samtale med ham om, at jeg tvivler på, at mit fag er det rigtige for mig, og at jeg ikke føler, at der rigtigt er brug for mig ovre i den verden, smilede han og sagde:

”Du… der vil altid være nogen, der har brug for… dig.”

Copenhagen creaming

Det er sådan, at jeg er en af de eksiljyder, der er kommet til at elske København med hud og hår og rendesten, og jeg er slet ikke færdig med den, når jeg om nogle måneder igen beærer Jylland med min farverige persona. Men visse ting kommer jeg til godt at kunne leve foruden.

Fx synes jeg det er pissefedt med alle de cafeer – især dem, hvor man stadig gerne må ryge. Men hvorfor fanden i helvede skal en kop snobbede bønner med vand og mælk koste mere end crack i denne her by?

Og jeg elsker alle de turister, der spørger om vej og siger, at de elsker vores land og rødgrød. Men så bliver det aften, og alle de søde turister fordamper og tilbage er kun en klammo fransker, der på åben gade griber fat om mit højre bryst og siger ’mmm belle’.

Og jeg elsker alle butikkerne, men hvorfor er det, at man inden shopping skal bevæbne sig med en malmøsk parlør og mentalt overskud indeni til at redde dagen for de svenskere bag disken, der er trætte af livet? (Ikke at jeg egentlig er en udpræget day saver. Fangede mit eget blik i en mørk butiksrude tidligere. Lignede kraftedeme en mand.)

Og det er fabulous, at man kan tøffe i Netto klokken kvart i ti om aftenen – men hvorfor skal ungarbejderne overtage de døgnnettoer og gøre dem til fritidshjem for alle deres hangarounds om aftenen, bare fordi deres netop myndige manager har fået fri? Er så træt af at blive gjort til damen, der sarkastisk venter ved kassen, mens de holder sodavandsdisko nede i grøntafdelingen – og især, at de får mig til at sige ting som ’Jeg håber sørrrreme ikke, jeg forstyrrer!’, når Malthe endelig får fedtet sig op til båndet.

Jeg lover, at jeg griner med ham!

Pre mortem

Jeg skimmer af og til dødsannoncerne. For at få inspiration til kommende børns navne, sådan for sjov. Det har jeg gjort i årevis.

Min mor nærlæser dødsannoncerne hver dag. For at se, hvor gamle de døde var i forhold til hende – i ramme alvor. Det har hun aldrig gjort før.

Tak for undskyld!

Av, det sved.

“… men du er da også selv enormt kold?”

Jeg har hørt det før. Som ytringer i forsvar, sagt i lede eller mindreværd – gerne krydret med en form for prædikat på mig som værende arrogant. Men altid sagt af folk, der ikke har lært mig at kende endnu. Og som, hvis de har givet mig mere tid, som regel har trukket det tilbage.

I fredags kom den fra min gode veninde. Vi sad og hyggesnakkede i kantinen over frokost, og vi kom ind på et emne om min familie. Hvor jeg forklarede hende, at jeg har det lidt svært med et nyt familiemedlem – dels fordi hun slår mig som værende kølig, og jeg har det vanskeligt med at skulle betragte mig selv som i familie med én, der ikke vil have mig ind på livet af sig. Det forklarede jeg mine veninder, mest fordi jeg var træt af at sætte pladen “jamen-hun-er-meget-sød-sådan-stille-og-rolig” på som svar til, når folk spurgte mig til dette familiemedlem. Derfor overrumplede det mig, at min veninde ikke holdt sig til emnet og spurgte uddybende til mit begyndende misforhold til mit nye familiemedlem – men valgte at smide mig dette kontante prædikat i synet.

Jeg kunne mærke mine øjne lyne. Der sad min gode veninde og kaldte mig kold. Noget, som jeg kæmper dagligt med ikke at være. Noget, som det som regel mislykkes mig at smide af mig, fordi jeg er typen, der i uvante situationer smider et køligt, bestemt sjal over skuldrene, så ikke folk skal fatte, at jeg er absolut clueless. Men noget, som mine veninder skal vide, at jeg kæmper med – og derfor ikke bruge imod mig.

Hun så godt, hvor overrumplet jeg blev. Jeg må have set rasende ud.  Og iskold. Så befippet begyndte hun at væve derudad om, hvorfor jeg da måtte give hende ret i, at jeg er kold. Hun havde endda et par eksempler.

Vores frokostpause sluttede, inden jeg fik samlet mig et forsvar. Og i stedet for at køle ned, sydede jeg videre, da vi gik hver til sit. Tavsheden mellem os forblev larmende og upåtalt.

I morges åbnede jeg en mail fra hende. Med et uforbeholdent undskyld. Hun undskyldte for brugen af et helt forkert ord i den helt forkerte sammenhæng. For at gøre sig klog på mig som familiemedlem og for ikke at have fattet noget.

“Men du er jo en bestemt tante. Men det er jo det, vi alle så godt kan lide!,” afsluttede hun.

Og lige netop derfor, fordi hun turde og gad, kan jeg så godt lide hende.

This was it

Hvor kunne de have gjort det på mange måder. Hvor kunne “This is It” på så mange planer have været et vammelsødt portræt, klistret ind i ækle violiner, tåresnottede fans sidste ord og slowmotion-montager fra Michael Jacksons sidste dage.

Hvor var det i stedet en række rå, fokuserede snapshots af en mand på vej. Af dansere i verdensklasse. Af ren magi.

Åh, for fanden, af hjertet tak. For den pirrende duft af, hvad jeg gik glip af. For rejsen tilbage til båndsalat, sodavandsdiskoteker, de første byture, skolefester, pyjamasfester og skrål i natten. For soundtracket til det hele. Og fordi jeg for en aften måtte sidde og mindes det hele uden andre forstyrrende elementer end smiskende Kenny Ortega og den første-date, der udspillede sig på min højre side.

Women in my mirror

Sidste år kom hun til at kysse med en fyr. En, lad os sige det, som det er, virkelig grim fyr. Udover påfaldende grim var han småt begavet og dårligt opdraget, couldn’t hold his drink eller særlig meget andet. Hun ville ønske, at hun med sine beer goggles kunne have truffet bedre valg end at sidde i et hjørne på et provinsdiskotek og kysse på cette homme. Men nogle gange bliver hun grebet.
Da han dagen efter kvitterede med en sms, om ikke hun havde lyst til at komme forbi til ‘video m.m.’, tog hun sig i at blive halvfornærmet og arrogant at tænke “I’m sooo out of his league”. En del af hende var endda så indbildt, at den spurgte sig selv, hvad han egentlig bildte sig ind at sætte hende i den situation, at hun skulle bruge tid på at afslå invitationer fra gudoghvermand til … video m.m. Det sidste tænktes hvislende, som godt som hvisles tænkes kan.

I fredags mødte hun en fyr. Hun har været dødfascineret af ham faktisk i flere år, men hun har altid troet, at han har flirtet af høflighed. For han er alt for pæn. Til hende. Og hvad mere er – han er sjov, flabet, kompleks og totally out of her league. Men hun kan alligevel ikke ignorere, at al hans flabethed og humor og kompleksitet og smil denne fredag er henvendt til hende. Så hun slår øjnene ned mere end normalt, hun svarer mere mut igen, end hun plejer, og hun ligner i det hele taget en, der synes, han skal pakke sine anstrengelser væk. Hvilket kun får ham til at blive endnu mere flabet og kæk og beleven. Først da hun drister sig til at sige “… du er alt for pæn til mig,” tier han stille.
Og glor på hende. Og så kysser han hende. Længe.
Da han nogle dage kvitterer med en sms, svarer hun ikke. Siden den fredag har hun ledt efter skjulte beskeder i venindernes kommentar af fredagens scoring – beskeder, der kunne sige ‘godt gået. Ja, af en… som dig. Du ved.’. Hun hører det, hun gerne vil høre. Og hun gider ikke være nogens charity case. Slet ikke hans.

I morges kiggede jeg ind i spejlet, lidt dybere end normalt, for at få et glimt af dem. Jeg har lyst til at ruske dem og råbespørge dem, hvordan de selv synes det går.

Jeg så end ikke skyggen af dem.

Gid jeg aldrig havde snaget

For nylig blev jeg vennerequestet på Facebook af en kollega. Eller, kollega er så meget sagt, eftersom vi aldrig har vekslet et ord (bortset fra at hun i en firmabrandert for et halvt år siden snøvlede ‘hvem er du egentlig, har jeg set dig før, bør jeg kende dig?’), hvilket bare gjorde requesten endnu mere underlig, selv om den uden tvivl blev afgivet i networkingens uskyldige navn.

Jeg gider ikke det der networking. At holde sig ajour med de andre, være med på beatet, klø hinandens rygge, alt det der. Det lugter af… salgsafdelingen. Så hvorfor sagde jeg ja?

Officielt? Fordi vi sidder på samme etage og derfor passerer hinandens elevatorblik mange gange om dagen.  At trykke ‘ignore’ til anmodningen ville blive sådan en fyldig ting mellem to kvinder, der ellers ikke veksler et ord. Pludselig ville vi have noget sammen. Noget dårligt.
Lidt mindre officielt? Fordi jeg ville snage, og hun gav mig chancen.
Totalt off the record? Fordi jeg ville snage, og hun gav mig chancen for at følge med i et liv som ifølge rygtet burde leves på Kanal 4 i en rus af cocktails, polerede overflader og flygtighed.

Hun er kendt på vores arbejdsplads for sit liv på Facebook. For sine sødvamle, poetiske hyldester til livet i sin statusopdateringer, der kom i intervaller af cirka 30 minutter. Dagen igennem. Og da hun selv gav mig chancen, holdt jeg mig ikke tilbage. Og fik åbnet kanalen ind til det, der var talk of the town. Efter to dage var min news feed fyldt med hende.

“K har nyvasket tøj og er blød indeni og udenpå.”
“K er varm, varm, varm og taknemmelig.”
“K er så glad i dag, at hun burde dele ud af det”

Efter selv at have fået syn for sagn kunne jeg ikke lade være at betragte hende mere end ellers. Og hun sad der ved sin skærm, dagen igennem og statusopdaterede om sine lykkeelementer, og så så… lille ud. Nedadvendte mundvige, skuttet ryg og afvisende attitude. På en så tydelig måde, hver dag, hele tiden, at jeg ikke kunne lade være at nævne det for Svensken, som kender hende godt. Hvad skete der for clashet mellem den virkelige og den virtuelle K?

Og så løftede Svensken sløret for, hvad K havde fortalt hende i en brandert engang, hvor Svensken havde undret sig over samme clash.

K er 34. Er blevet dumpet af de mænd, hun troede, hun skulle dele alt med. Har ingen børn i en vennekreds fyldt med Oliviaer og Gustav-Asmusser. Ligegyldig bolig. Tilsyneladende har hun sit job som eneste redningsvest.

– Hvis ikke jeg i det mindste forsøger at bilde mig selv ind, at jeg er lykkelig, så bliver jeg sindssyg. Det hedder positiv psykologi. Og hvis I ikke kan tåle at se på det, så må I skjule mine feeds eller defriende mig. Det er min måde at tackle mit liv på, havde hun sagt.

Det er den mest modige, mest tragiske jeg længe har hørt. Og det giver mig lyst til snart at fortælle hende, hvor dygtig hun er til sit job. Det ville i det mindste være sandt.

Mor, mød min fantasikæreste. (New low.)

Forleden fik jeg et lift af en kollega, der skulle samme vej som mig, der var på vej til weekend hos min mor.

Da min kollega satte mig af, stod min mor i køkkenvinduet med hektiske pletter på halsen. Et fjantet smil var stadig at spore i hendes mundvige, da hun hjalp mig ind med kufferterne.

– Hvem var haaaan…?, blev der spurgt.

Og så fik jeg en lodret hjerneblødning. Jeg stak hende hans fornavn, hans titel og et underfunigt smil og klappede så i. Jeg undgik øjenkontakt og flere ord. Helt bevidst. Jeg svarede hende på samme måde som en gift datter kunne svare sin mor, der fisker efter børnebørn. Med få gloser, der mellem linjerne siger “Jeg er ikke gravid. Men vi prøver. Bland dig udenom.” Og som kun ansporer moderen til at digte og digte og pludselig se sig selv som Bedste.

Min mor troede, min kollega var min nye kæreste. Og jeg gjorde intet for at lade hende tro andet.

Dét er tragisk.

Fra Ronnis blog: “sån score du damer”

Beklager viderestillingen

… men jeg tror, at en kvinde, der hedder Karen, har brug for dit syn på en sag.

Karen skrev til Det Gode Råd i forrige uge, fordi hun gennem længere tid har hørt ubehagelige lyde fra den anden side af væggen – fra en lejlighed i naboopgangen. Beboeren råber og bander og svovler og er ualmindeligt ubehageligt højlydt, og Karen ved ikke, om børnene derinde er i klemme i noget grimt.

Hvad skal Karen gøre? I mandags gav Lene hende det råd at lade være med at gå så højt op i at blande sig i, om andre lever et ordentligt liv (og kom ud i et interessant stormvejr doing so) - især når der ikke er tydelige beviser på det modsatte. Linda bad hende i går om at sætte børnene over hensyn til alle andre. I dag blev det min tur til at råde Karen til at glemme politi og kommune, men om aldrig at glemme at hjælpe andre. Ved at tilbyde venskab.

I morgen er det Stines tur til at råde, og fredag runder Thomas dilemmaugen af – men hvad synes du, at Karen skal gøre? Skynd dig derover, jeg er sikker på, at hun gerne vil høre fra dig.

Dansk porno er fandme tragisk

Du, wherever you are, ser naturligvis ikke Kanal 4 og slet ikke talkshowet Q-TV. Så tillad mig at bringe et par snapshots af, hvad der foregår derovre på en almindelig tirsdag aften, hvor programmet stiller et af livets mest tilbagevendende spørgsmål: ”Er der et liv efter porno?”

Pernille Aalund, alleged journalist:
Hvordan kommer man på den tanke, at man gerne vil lave porno?
Dina Jewel, alleged pornostjerne:
Jamen, ikke at jeg sådan har haft en dårlig mor eller sådan noget, men jeg er opvokset i et hårdt kvarter, hvor jeg har set mange hårde ting og mange ting, som voksne fulde mænd gjorde ved børn, såeeeh….
(…)
Dina Jewel:
Det er jo ikke altid usundt at have en personlighedsspaltning, hvis den ene passer på den anden, ha-ha.
(…)
Pernille Aalund:
Kan man tage skade af at lave porno?
Dina Jewel:
Jeg har ikke gjort det, men jeg har også haft et hårdt liv, så jeg var skadet i forvejen.
(…?)
Pernille Aalund:
Tak, fordi du kom. (…) Efter pausen kan du møde Porno-Lasse. I dag lever han som hjemløs. Se med efter pausen!

Hvorfor jeg ikke netdater. Mere.

. Fordi jeg aldrig igen gider kaste op i munden ved det pludselige møde med min kollegas selvsmagende varedeklaration på sig selv. Gruens dag, det var det, da han blev spyttet ud som svar på mine søgekriterier. Med sit ømme, ømme billede, I ved Jamie Walters-agtigt lidende, lænet op ad en mur. I skovmandskjorte. For Chrissake. Gooood luck derinde. Dét var min mulighed for et knald og en tur i biffen? Endnu mere ubærlig var visheden om, at eftersom han optrådte på min liste, optrådte jeg måske på hans – og så havde han læst min selvsmagende varedeklaration og set mit ømme, ømme billede? Kan stadig ikke se ham i øjnene. Og kunne obviously ikke oute ham som netdater, fordi jeg så bare ville oute mig selv med, og intet er virkelig det værd.

. Fordi jeg er sååå meget bedre på skrift, end jeg er i 3D. I samtaler holder jeg meget mere kæft, end jeg taler, og mine tanker vandrer i en sådan grad, at jeg bliver alvorligt bange for, at jeg lider af en form for absencer, når jeg taler med folk, der ikke fanger min interesse. I det hele taget er jeg rædsom at konversere, fordi jeg ikke gider høre efter, hvis du hverken har en stemme som Johan Olsen eller har forstået at vinkle. Det samme gør sig gældende, når der bliver læst højt for mig. Forestil dig at sidde i mørke med en præcisionsbombende minilygte, der oplyser et ord ad gangen. Forestil dig så at skulle give dit besyv med. Næ, stik mig et notat, tak.

. Fordi jeg ikke gider sige højt, at jeg har mødt min mand på nettet. Nogensinde. Eller tænk at møde en veninde – mens på date med ham? Lyver man for veninden om, hvor man kender ham fra og afslører dermed, at man alligevel ikke var kvinde nok til at owne up, selv om man udtrykkeligt havde skrevet det på både sin profil og mellem linjerne? Eller fortæller man hende sandheden og finder sig i en panderynke og forfølgelsesvanviddet over, at hun helt sikkert fortæller alle de andre igler, at man har mødt nogen på nettet?

. Fordi jeg er fotogen. Det betyder, at alle gode billeder af mig virkelig er gode, mange af dem ligner faktisk slet ikke mig. Det betyder, at jeg de gange, jeg har prøvet kræfter med netdatingen, er blevet kontaktet af mænd, der er helt ude af min liga (der beskedent må kaldes midt-imellem-kategorien), som jeg derfor ikke tør mødes med, hvilket også har noget at gøre med næste punkt:

. Fordi jeg ikke igen gider møde smuk, smuk mand på netdating. Som formentlig blev grumme skuffet over min blodfattige persona, når nu jeg havde solgt mig selv så godt – og derfor opførte sig som det gedigne røvhul kun virkelig smukke mænd kan. Da han få uger senere sad på landsdækkende tv som studievært havde jeg lyst til at skrige, at den smukke mand på skærmen var alt andet end fantastisk, at han var typen, der ikke sagde ’min mor’, men ’mor’, og at han var dårlig i sengen, men det kunne jeg lissom ikke, fordi JEG HAVDE MØDT HAM PÅ NETTET.

. Fordi jeg ikke gider have mig en mand, som netdater. Fordi jeg stadig hænger fast på det klassetrin, der synes, at netdating er for dem, der ikke kunne score i virkeligheden. For så havde de vel gjort det?

. Fordi jeg ikke gider være en, som netdater. For jeg kan godt score i virkeligheden.

. Ikke?

Åh, den ungdom

Jeg bliver så glad, når det viser sig at stivstikkere har humor. Som fx i går, da en flok bleg-røde ungdomspolitikere tænkte ud af boksen efter DF’s forslag om at advare hele boligkvarterer inden en person, der har forgrebet sig på børn og derpå afsonet sin straf, vil flytte ind bag ligusterhækken over gaden.

Forbundformand i DSU, Peter Hummelgaard Thomsen sagde i går til jp.dk:

”Jeg mener, at man er berettiget til at vide, når et medlem af Dansk Folkeparti flytter ind i ens boligområde. Som nabo bør man nemlig vide, at man kan forvente end mere hadsk stemning og mere utryghed i nærområdet.”

I love that.

Professionelle tissevaner

Der er noget, der nager mig. Som en sten i skoen. I ved – så snart, man begynder at fokusere på den, jo større og mere irriterende bliver den. Og jeg ved, at hun også tænker det.

Jeg har fuldstændig samme tisserytme som vores koncerndirektør. I’m not kidding – den fuldkommen samme. Enten det, eller også bor hun ude på vores toiletter, for hun er der hver gang, jeg skal. Hun enten står der og tørrer hænder eller retter hår eller er på vej ind i en bås eller på vej ud fra én. Og skal man så hilse? Hver gang? Mens man mentalprojicerer lyden fra det, der skal ske, eller lige er sket, allerhelvedeslangt væk, som alle i verden gør i disse situationer? Kontaktfladen mellem tissestråle og wckumme. Fordi man ellers ved, at man kommer til at høre det til næste månedsmøde, i stedet for at glo på hendes grafer og visioner.

Fra i morgen går jeg en etage ned, når jeg skal. Men der er nok bare en ny. Som i mine tider på 4. sal, hvor jeg ved selvsyn fandt ud af, at min afdelingsleder var sådan en, som ikke brugte toiletbørste. Heller ikke, når hun var syg. Med maven.

Men uanset hvad håber jeg ikke, at jeg nogensinde kommer i den situation, som min veninde i DR Byen en dag befandt sig i.
Hun går en dag ind på (de forpulede) unisex-toiletter, åbner døren til en bås og opdager til sin gru en umenneskeligt stor lort i kummen. Da hun senere skulle beskrive situationen måtte hun bruge begge hænder for at visualisere omkredsen af kalorius.
Hun smækker døren til båsen i, går rasende og foruroliget ind i en anden bås og sætter sig. Og da bliver hun bange. Hun er fanget. For hun indser, at hvis nu hun forlader toiletterne i samme øjeblik som fx Kurt Strand eller Eva Jørgensen skal derind, og de åbner døren til båsen med det kæmpe uhyre, så… vil de tro, at det er hende, der ikke har trukket ud. Og… dermed hende, der kan producere en så gigantisk pu-ha. Og tanken om risikoen for, at nogle af hendes forbilleder skal forbinde hende med dét syn, er nok.

Hun tisser af, vasker hænder, tager en dyb indånding, går ind i den forhadte bås, lukker øjnene – og skyller en lort ud, som ukendt kollega har efterladt.

Hun kan stadig ikke rigtigt tale om det. Sidst jeg hørte fra hende, gik hun stadig og forestillede sig, hvem der dog kunne have været i stand til både at presse den satan ud og glemme at skjule sporene efter bedriften.

Søndagssexitime

Infotainer er faldet af på den. Ved ikke, hvad hun er faldet af, eller hvad ‘den’ er – men her er endnu et ligkistesøm til den dans, hun vist er bagom. Eller også er det noget, der minder om et moderne selvportræt.

PS (ok, new low med et ps…, men): hvorfor hedder det skriveblokering, ikke skriveblokade?

Dagens Patvridere* går til…

. Nephews fans. Nephew laver utrolig dårligt musik. Og jo flere mennesker, der køber deres musik, fordi de er af den opfattelse, at Nephew er det nye sort, jo mere skal vi andre tvinges til at høre på larmen i radioen. “Du er superliga”? “Interkom, kom ind”? “Mexico ligger i Spanien”? Kan I ikke selv høre det?

. Den narkotikapåvirkede TV2-ansatte, der godkendte Casper Christensens manuskript til det tæerkrummende Aloha. Må have været samme person, som hyrede det band, der jamrer i baggrunden til Vild med Dans. Men angående Aloha. HVAD foregår der? Handler det om, at han om nogle uger siger i et stort interview, at han blot ville eksperimentere med, hvor dårligt tv man egentlig kunne servere for Frikadelledanmark?

. Andrea Elisabeth Rudolph. Og i særdeleshed Claus Elming.

. Crewet bag Live fra Bremen. I er ikke Saturday Night Live. I er bare platte. Og nu vi er ved dansk ‘humor’. Patvrider til publikum til stand-up. Det er såååå passé, fat det så, så Zulu kan lukke ned og opgive kampen til DR2. De eneste omgange stand-up, der burde være lovligt, var open-mic stand-up, som er akkurat så tæerkrummende pinligt som det ‘professionelle’, men på en helt overdrevet ufrivillig og højst dragende måde.

. Alle journalister, der bruger benævnelsen ‘Smilets By’ om Århus. De færreste smiler i Århus. Det er rigtigt. Og så er det et rigtigt dårligt forsøg på at spice sin journalistik op. Skam jer.

. Min overbo, som har tid til at lufte sine dyner hver morgen. Du skal ikke sove i dem før om et halvt døgn! Live a little!

. Jyske knejte, der siger kammerat, i stedet for kammerat.

. Taxachauffører i København, der opfører sig som om der er en dusør på mit hoved.

. Dem, der kommer majs i kødsovs og kommer det på en bageplade franskbrødsdej, griller det i ovnen og kalder det ‘hjemmelavet deep pan pizza’.

. Dem i min generation, der er ved at snige ordet ‘jo’ ind som en helt legal samtalebestanddel. “Jeg har jo lige fået at vide, at min eks-kærestes kæreste er gravid,” “Jeg er jo overdrevet følsom, kan jo slet ikke klare nåle”, “Karen slog jo op med Jeppe for et halvt år siden”, NÅÅÅÅH, men det vidste jeg ikke, Karens mænd er ikke almen viden, jeg er ligeglad med Karen, og jeg kender ikke Jeppe, og jeg vidste ikke, at du havde nålefobi, hold op med at sige det med et ‘jo’ som om det vidste jeg da godt, og hvis du gerne vil tale om, at det er hårdt, at den mand, du troede du skulle giftes med er kommet videre, så sig det.

. Mig. Fordi jeg i går kom til at sige ’super’ til en fra HR-afdelingen.

*) Patvriderprisen uddeles i anledning af min nye status som forstuvet, forkølet og forbitret hjemmegående personnage, der tilbragte Kulturnatten i sofaen med en dunk vin og bøf bearnaise.

Up. Upperclass. Upper ten. Upside down. Bare UP.

Se den, hvis du elsker Pixar, naivt smukke portrætter, klassiske berettermodeller, infantilt poetiske replikker og en evigtgyldig kærlighedshistorie.

Se den, hvis du aldrig har prøvet at være græde- og grinefærdig på samme tid. Det er nogle helt utrolige lyde, der kan komme ud af et voksent menneske, der hulker og ler samtidig på et offentligt sted, og ikke ved hvilken af følelserne, hun skal overgive sig til. Over en… tegnefilm. Med en hunfugl, der hedder Kevin, en karikeret spejderdreng, en gnaven enkemand, talende hunde og en flyvende villa. For fan.

Se den især, hvis du, som jeg, har været vidne til en love story af den slags, som lever videre efter døden og som i sin afslutning bliver til det, der er selve meningen med det hele.

Bare se den. Før jeg ser den igen.

Peeing on a stick

Der er dage. Hvor man i stedet for at tage tøj på efter badet mandag morgen lægger sig tilbage i seng. Man har besluttet sig for at unde sig selv en pjækdag. Hvor man ser Rachael Ray, Dr. Phil, Det Lille Hus på Prærien og et virkelig dårligt, skandinavisk talentshow. Og spiser is i sengen, tager et fodbad. Forsvinder.

Da man vågner tirsdag har man glemt, hvordan det nu var, at man stod op. Og sender derfor en hostende mail til chefen om, at den forbandede influenza ikke vil lade en være. Og man kan mærke varmen brede sig i kroppen, da man får en god bedring-mail tilbage fra chefen. Man kan næsten ikke mærke den dårlige samvittighed længere, og faktisk føler man sig også lidt syg. Så man lægger sig til at sove igen. Og vågner ud på eftermiddagen med et aftryk af sin hovedpude på kinden. Og hovedpine. Og kulsort samvittighed. Over alt.

Onsdag har man ikke engang sat vækkeuret til. Sover hele dagen væk.

Først torsdag kommer man ud af sengen, cykler i uforsvarlig zombietilstand til arbejde, tilbringer otte timer der, men sætter ikke så meget som et komma i noget der ligner en rapport. Cykler hjem i samme tilstand som om morgenen, går i seng og beslutter at fredagen ikke skal være en gentagelse af torsdag.
Så man bliver i sin seng. Hele fredagen. Kun afbrudt af et karbad på tre timer, hvor man ligger og stirrer ud ad vinduet som en tragisk parodi på noget fra Girl, Interrupted.

Mandag har man besluttet, at nok kan være nok, men man har glemt, om man i virkeligheden var syg, eller om det hele blot handlede om sidste fredag at være gået hjem med en ukendt fyr, som man har på fornemmelsen, at man ikke helt kan stå inde for. Men man ved det ikke. For man kan virkelig ikke huske noget.

Danish mother… fishing

Jeg har aldrig…

Jeg har modtaget blogsfærens kædebrev, en såkaldt BlogAward, vistnok. Mere konkret er jeg blevet tagget af CityGirl og Zette, der udnævner mig – og en spand andre – som Most Awesome Girl. Prisen er, at jeg må have lov at poste BlogAwards logo her på min side, og at jeg skal skrive ti ting om mig selv. Hvilket jeg finder ret underligt, eftersom jeg ikke synes, at vi bloggere laver andet end at skrive om os selv. Derfor får I her en række ikke-ting om mig – logoet springer vi lige over.

. Jeg har aldrig stået på ski (selv om jeg har boet i sneklædte lande i over et år).
. Jeg har aldrig været på BurgerKing.
. Jeg har aldrig set Citizen Kane, Diktatoren, Godfather eller Vertigo (selv om det naturligvis i film connaisseur-kredse er hændt, at jeg har nikket på den måde, der giver indtryk af, at jeg har).
. Jeg har aldrig fortalt mine forældre, at jeg elsker dem.
. Jeg har aldrig rigtigt forstået ’no pun intended’. Men jeg bruger gerne sætningen.
. Jeg har aldrig lært at slappe af, når telefonen ringer og displayet viser et nummer, jeg ikke kender.
. Jeg har aldrig lært at være helt rolig, når politiet passerer mig på gaden, og ikke tænke ’jeg har ikke gjort noget – har jeg?’.
. Jeg har aldrig affundet mig med, at det er blevet fuldt ud legalt for voksne mennesker af r.i.p’e i statusopdateringer.
. Jeg har aldrig kunnet fordrage synet eller smagen eller følelsen af de verpülte gule majs.
. Jeg har aldrig kunnet køre forbi det dyrehospital, hvor jeg på anbefaling overværede min kats aflivning, uden at få tårer i øjnene.

Jeg tagger Blondsnap Brutto som den næste Awesome Girl. Og I kan være stensikre på, hun ikke gider sådan noget pjat her som undskyldning for at skrive et blogindlæg

Ageism is a bitch II

Det er min nytårsaften.

For lidt under et døgn siden stod jeg på en stol med flag fastgjort i bh’en, en flødebolle i venstre og en drink i højre og blev sunget fødselsdagssang for af fyrretyve blomster af Danmarks ungdom. De var der alle. Min posse. Øboen, B, Svensken, Mimi og alle de andre. Derpå væltede de min bolig med maner og jeg følte mig elsket. Så helt ind i sjælen, at det blev ækelt.

Ved I, hvad jeg er træt af? Kvinder, der til hver eneste fucking fødselsdag skal klemme en klagende serenade ud om hvor meget i krise de er over der med alder. Det er prisvinderen af ukonstruktivitet (is that even a word? ukonstruktur?). Som om det på nogen måde er uretfærdigt. Og ved I, hvad især er træt af? At det altid er kvinder i tyverne, der fyrer det af.
Jeg plejer at svare klagesange af den slags med “det handler jo ikke om tallet. Det handler om, om man er tilfreds med det, man har opnået indtil videre – om ens bedrifter og lykkekvotient stemmer overens med det billede, man har af tallet.” Det preller naturligvis af som vand på en gås, men pointen hjælper mig til ikke at råbe i kor med dem.

Jeg er 25. Primetime. And it’s fan-fucking-fabulous.

Angående Mia Lyhnes barm

Er der nogen, der kan hjælpe?

1: Et par gange om ugen er der besøgende, der finder vej til dette site med google-søgningen “Mia Lyhnes patter”. Altid samme ordvalg, aldrig bryster eller barm eller kasser eller jader. Patter. Er det noget bestemt, de leder efter? Hvad håber de at finde? Har hun blottet barmen i et afsnit af Klovn, har hun været topløs i et teaterstykke, er hun fanget på noget paparazzi cam eller har hun været nedringet hos dronnningen, hvaaaad eeeer deeer oppe med den søgning?

2: Hvorfor lander de her med den kombination af søgeord? Er Google ikke faldet liiidt bagom dansen lately?

Roger.

Jeg forvildede mig over i en anden afdeling og fik et sneak peak ind i en fremmed verden, da jeg passerede vinduerne til et mødelokale.

Der sad fem mellemledere. Mændene lignede forvoksede udgaver af Konservativ Ungdom, kvinderne var i pudderfarvet kunststof og tofarvet hår. Det var salgsafdelingen.

Og mens de opslugte diskuterede, hvordan man kunne angribe et nyt salgsfremstød på baggrund af buzz-ordene “KUNDEN i centrum”, der blinkede på powerpointen på endevæggen, slog noget mig.

Jeg er så glad for at have et arbejde, der udfordrer mig intellektuelt, kreativt og personligt. Jeg er så glad for mit arbejde og for, at jeg ikke skal skulle sidde i det lokale og diskuterede salgsfremstød!

Glæden ved mit arbejde tager min tid. Den hugger min blogtid og kræver mit nærvær. Jeg klebager. Men jeg har det skønt. Når jeg er kommet mig over glæden og kan jonglere den og blogging, så får I galde og gylp og guf og geil på en hyppigere frekvens herfra.

Roger. Over.

The opposite of opposites attract

Det burde egentlig ikke være muligt.

At to voksne mennesker efter ugevis af flirt på øjeplan drikker hinanden døddrukne for at nå til det punkt, hvor de tør sidde og se hinanden dybt i øjnene på et morgenværtshus i indre by, for derefter at flette fingre i den taxa, som den ene har dristet sig til at spørge den anden om de skal “dele”…

… og alligevel vågne op hver for sig.

Min mosters migr… hjerneblødning

Forleden ringede min mor. Og nærmest en passant sagde hun:

- Der er noget, jeg skylder at fortælle dig. Så det ikke i fremtiden bliver akavet.

Mange tanker når at flyve gennem en voksen datters hoved ved sådan et anslag, men nuvel, det viste sig at have en anden karakter.
For to år siden erklærede min mors søster, at min mor kunne kontakte hende gennem hendes advokat, hvis hun ville hende mere. Da var mine bedsteforældre netop døde med tre ugers mellemrum, og deres børn havde delt deres imponerende bo mellem sig. Under gråd og hulk over, at deres forældre var borte. Rutsjebanen af følelserne havde åbenbart været for meget for min mors søster, ellers også havde alle andre gjort noget forkert, eller også følte min mors søster simpelthen, at hun havde ret til at være mest ked af det og i sorg og i sin fulde ret til at afskrive sin øvrige familie, som om også de var døde. Ingen ved rigtigt hvorfor – slet ikke jeg, der først forleden fik at vide, at ‘vi ikke er på talefod med moster’.

Øwkay. Det fik mig op i det røde felt. For det vigtigste, vi har, er familie, og hvad fanden bilder sådan en lille snotunge sig ind at gøre min mor så ked af det midt i den kæmpe sorg, det var for dem alle. Så jeg sagde til hende, at hun skulle ringe og få talt ud.

Det fik min mor til at snøfte endnu mere. Og sige, at nu havde hun kæmpet sådan hele sit voksenliv med så meget – skulle hun nu også ringe og sige undskyld, når nu hun ikke have gjort noget galt?
Den lod jeg lige stå et øjeblik. Og trak vejret ind. Og prøvede at gå tilbage i samtalen efter det sted, hvor jeg havde bedt hende undskylde. Fandt det ikke.

– Jeg bad dig ikke undskylde?, sagde jeg.

Hvorefter hun mindede mig om, at jeg havde bedt hende ringe ogopfordret hende til at få talt ud. Og pludselig forstod jeg. At i min familie er de to ting synonymer. At få talt ud betyder at undskylde. Og den, der tager initiativ til at få ‘talt ud’ er den, der skal tages til nåde.
Først forsøgte jeg at sige, at de to ting absolut ikke er det samme. Virkede ikke. Så sagde jeg det ligeud:

– Du skal da på ingen måde ringe og undskylde!! Du skal ringe og være gal og bede om en forklaring. En forklaring på, hvorfor hun nægter sin søster kontakt med sine niecer, en forklaring på hvorfor hun har ignoreret, at du er blevet bedstemor, en forklaring på, hvorfor hun for sådan i flint. Hun skal have en regulær skideballe, skal hun!

Så var der stille i lang tid. Og så slog hun en latter op og stak mig et ‘guuuud… ja!’.

Tanken var end ikke faldet hende ind.

Hvad blev der egentlig af Tuk?

Apropos fucking Frederiksberg

Jeg kunne smadre jeres Nihola-cykler hele vejen ind ad Gammel Kongevej hver eneste fucking morgen. De skulle hugges til pindebrænde for at fylde hele verden i myldretiden, og I skulle lægges på hjul og stejle for alle de cigaretter, I har røget på dem, og alle de telefonsamtaler, I fører på dem, mens jeres børn sidder i kassen foran med livet i jeres hænder.

Jeg dømmer jer, fordi I kollektivt er begyndt at sige ‘invi’. Tak for invi. Hold nu kæft.

Jeg krummer tæer, at jeres unger er nødt til belemre hele supermarkedskøen med, hvor mange pølser, der blev lavet i børnehaven i dag, fordi de er opdraget til at tale om tingene og ikke have hæmninger og være små guldkorn i alles liv – fordi jeres egen barndom var det præcis modsatte…?

Jeg irriteres, at I sidder med barnevogne på Sokkelund i Smallegade og stolte ser ud som om I har dannet jeres helt eget Klovn-segment på den café, hvor I så gerne vil rende ind i “Frank” og “Casper”. Fordi I er så tolerante, at I godt kan grine ad grænseoverskridende, platsmarte vittigheder, når nu det skal være, ikke?

Jeg nærer et berettiget raseri mod en skrankedame på Frederiksberg Rådhus, der ellers så så anonym ud, men som under en rutinehenvendelse fra min side fik klemt ud mellem sidebenene, at jeg ikke drager nok omsorg for min farmor i Vestjylland. Baseret på mit ellers så ligegyldige spørgsmål om, hvor det nærmeste posthus lå, så jeg kunne hente nogle flyttekort. Imponerende, alligevel.

Speltfolket ud af Frederiksberg – ind med flere gamle damer med pels og blåt hår.