Forbydelsen

Jeg så ikke det sidste afsnit af Forbrydelsen (dr.dk valgte at gå ned her på mit hjørne at ydre Frederiksberg, så ingen i ejendommen kunne streame… nice), men kan forstå, at Adam Sommer var ham, som havde gjort det.

Okay. Nu efterlyser jeg nogen, der i menneskesprog kan forklare mig det der med Perk og hvad Christiansborg og særligt Kurt Ravn havde med det hele at gøre. Og major Søgaard og Bilal var altså så bare nederen af karaktertræk, ikke fordi de skjulte noget (der var vel ikke nogen, der helt ærligt have troet, at DR som public service-forpligtet station kunne få sig selv til at købe en serie, hvor kvoteindvandreren var morder?)?

Anyone?

Note to self. Drik kun med nære venner.

“So okay. Kender I det, har I har gjort en virkelig god gerning, men som ikke så mange kommer til at kende til, og så ville I virkelig ønske, at nogen fik kendskab til det, så I kunne høste berettiget credit?”

“… hvad… har du da… gjort?”

“Jo, nu skal du bare høre. Gitte kunne ikke komme til Berlin og fejre nytår med sin kæreste som planlagt, fordi hun har overset en vagt 1. januar, men havde fri i alle dage deromkring. Og så sagde jeg, at det var synd for hende. Og at jeg alligevel er i København over nytåret, og at jeg nok skulle tage den for hende. Og det gør jeg gerne. Hun blev skideglad. Og Mia ved siden af blev faktisk rørt til tårer. Jeg drikker mig sjældent i hegnet (obviously) og plejer aldrig at gide nytår, hvorfor jeg som regel er heeeelt vågen og ædru 1. januar. Og den kunne jeg da ligeså godt bruge på jobbet? Ikke? Det er faktisk meget ejendommeligt at være vågen der 1. januar og gå ud og se på verden, det er nærmest helt dommedagsagtigt, som om alle er døde og man er eneste overlevende.”

“… ja? Det… er da… eh, det var godt nok sødt af dig?”

” Ja.”

How no was not an answer (eller Hvorfor vi ikke blinddater. Mere.)

Så min veninde, Øboen, sad i sit køkken, da vi fandt hende. Storpulsende. Hun havde indkaldt backup og forsyninger i form af mig og hendes søster, som havde fået besked på at droppe alt og komme forbi med cola. We might have a situation.
Så der sad hun. Telefonen var for længt sat på lydløs, men displayet fornægtede ikke, at nogen ville tale med hende. Omkring hver ottende minut lyste det op. Det blev til over fyrre opkald, mens hun sad der og fortalte historien om en særdeles blind date.
Hun var taget på café for at møde en mand, der havde spurgt hendes veninde om hendes nummer. En ganske almindelig ung mand, it might seem. Men som ved nærmere tilsyn viste sig at være så intens i sine udleverende fortællinger om tidligere selvmordsforsøg, jalousi og ’kællinger til ekskærester’, at hun forlod stedet efter tre timer. Høfligt, men bestemt og ledsaget af forklaring om, at hun ikke lige synes, at der var kemi. Og med et pænt afslag til, om ikke han skulle følge hende hjem. Nej for helvede tak.
To dage senere fandt vi hende i køkkenet. I to dage havde telefonen ikke stået stille, smserne med kærlighedserklæringer og tilsvininger var tikket ind, og hun var nået dertil, at hun ikke ville forlade sit hjem, fordi hun havde krakket sig selv og set, at hendes telefonnummer kunne spores til hendes adresse.
Yderligere to dage senere med uafbrudte opkald dristede hun sig til at logge på MSN, den kanal de havde sat daten op via, og her er historien om, hvordan hun slap for ham (herefter kaldet K). The power of silence. Jesus. Mind you, at han er sidst i tyverne.

K siger: Godeftermiddag
Ø siger: (…)
K: Har jeg på nogen måde sagt eller gjort dig noget ondt?
Ø: Jeg synes faktisk det har taget lidt overhånd – alle de beskeder og opkald? Jeg var høflig i mit afslag – og du begynder at svine mig til. Du må bare acceptere jeg ikke følte det samme som dig.
K: lige en ting jeg ringe to gange… har aldrig svinet dig til…spurgte dig også på selve dagen om at du ikke skulle bruge din tid på mig hvis du ikke var interesseret.. så gættede jeg bare på at siden du gad side der i 3 timer og snakke med mig… at vi måske kunne ses igen…. Gjorde alt hvad jeg kunne for at du skulle have det godt… Havde måske bare håbet efter du var taget hjem at du måske ville bare give mig en chance så alt det snak ikke bare var spildt…. ville bare gerne se dig igen fordi jeg følte vi havde meget til fælles
Ø: …
K: Det er min storebrors fødselsdag idag… ønsker ikke at være sur eller trist

(… her går samtalen i tomgang, og Ø trækker sig de næste tyve minutter, mens han pensler datens dejlighed ud. Særligt har han hæftet sig ved deres gensidige åbenhed. Selv om hun ikke husker at have sagt et kvæk… )

K: så det du siger er fuck ham oeg at han behandle mig som en gentleman jeg er ligeglad med ham som person… Og ønsker ikke at give ham en chance for at være min ven eller se ham mere som tak?
Ø: …
K: prøvede bare at være din ven og være sød… Men hvis jeg intet betyder…. så undskyld jeg prøvede at vise dig at jeg var en sød fyr den aften.
Ø: hold nu op! Det her synes jeg er overdrevet – og du respekterer tydligvis ikke mig! Lad den dog slutte her!
K: Lige en ting til sidst. Hvad har jeg gjrot dig siden at jeg ikke må se dig igen? Tænkte bare jeg gerne ville have læret dig at kende og savnede vores lange hyggelige snak:-= Jeg vil bare gerne se dig igen… Kan du ikke bare give mig en chance mere? som ven eller andet .,,,, vi havde meget tilfælles og ønsker ikke det slutter… Kan du ikke bare se lidt retfærdighed i at jeg prøver at løse det her godt søde
Ø: du overskrider min grænse helt vildt ved at kontakte mig så meget og så intenst – hvis jeg ville se dig, skulle jeg nok selv kontakte dig. Du læser slet ikke det jeg skriver – ellers ville du ikke blive ved.
K: Undskyld fordi jeg prøvede at være en sød fyr med et godt hjerte… Du har mit nr og min msn hvis du en dag for lyst til at kontakte mig igen… Dette her er det sidste jeg skriver…. Men ville dig aldrig noget ondt… Ville bare gerne have haft dig i mit liv und. Du kan vælge og slette mig eller hvad du vil… Men jeg skal til fødselsdag og ønsker ikke at være ked af det.. mit mobil er xx xx xx xx og jeg er ikke sur og vil give dig chancen hvis du kommer endag
Ø: …
K: smutter nu hav det godt søde… du er altid velkommen hos mig for jeg mente hvad jeg sagde om man kan stole på mig knus
Ø: …
K: farvel

Death by Christmas carolling

Det er ikke fordi jeg hader på julen, som Linda mener, at det er kommet på mode. Jeg elsker julen – som den var engang. Men er mindre fan af, hvad den er blevet.

Jeg var vild med juleræset i mit barndomshjem. Hvordan mine forældre hvert år fandt nye steder at gemme julegaver for hinanden og os, fordi alle gik på jagt efter at få spoleret overraskelsen. Vi fandt dem aldrig. Men da vi endelig åbnede dem, var de perfekte, gennemtænkte, praktiske og tit beskedne. Ikke fordi der ikke var råd, men fordi der var plads til det opdragende element.
Jeg elskede, hvordan juleforberedelserne hørte mit barndomshjem til, men selve juledagene hørte til mine bedsteforældres hjem. Hvordan vi pakkede hjemmet ned med dyner, tasker, tæpper, kat, gavesække og familietøj den 22. og kørte nordpå. Hvordan mine forældre sank ind i zen ved ankomst til deres egne forældres varme arme. Hvordan de lod sig afklæde forsørgerrollen og gled ind i de lune ferieroller. Legede med bip-bip-spil, tømte vinflaske efter vinflaske sammen, ofrede timer på dybe samtaler med de søskende, de aldrig fik set, men aldrig havde kappet båndene til. Hvordan de lod mine bedstemødre nyde årets eneste stresstid, fordi det jo ikke var givet, at sværen blev sprød. Selv om den altid blev det. Hvordan min søster og jeg og vores fætre og kusiner slet ikke orkede at skændes eller kræve opmærksomhed, fordi alt var så roligt, at vi blev dovne og lykkelige af al den usagte kærlighed og Mary Poppins. Og godt vidste, at det var på lånt tid, for liiige rundt hjørnet ventede januar.

Og så blev vi voksne. Og det blev for alvor januar. Og vores forældre blev skilt. Og huset solgt.  Og mine bedsteforældre døde. Da blev julen en pligt. Og hvor meget jeg i årets løb end nægter mig selv at svømme hen i dyb øjenkontakt med mit indre offer, der sidder på spring med sin weltschmerz, så er det fandenhylemig svært ikke at lade hende komme bare lidt frem i og omkring jul.

For nu hedder det enten jul med min fars designerkone og hendes unge forældre. Eller min ensomme mor og hendes ditto søster. Eller min søsters svigerfamilie, der har egne traditioner og tilsammen avlet 19 børn under ti. Og gavernes omfang og værdi og ligegyldighed er kun steget eksponentielt med det antal år, der er gået, siden mine bedsteforældre døde. Julemenuen er ændret, ligesom præmissen for det hele: hygge. Med de eneste, der virkelig formår at få en til at koble ud.

Så undskyld, hvis man kan fange mig derude med et hvæs på, fordi jeg passerer  juleoverpyntede Magasin eller stanken af brændte mandler. Jeg skal prøve at begrænse det. Og i stedet glæde mig til den dag, hvor jeg selv har fysiske rammer og mulighed for at genopfinde julen i vores familie på en måde, som de aldrig har set Memory Lane genopfundet.

I think we need it.

Dykkerklokker

Det er mit værste mareridt. Skildret i en af de smukkeste film, jeg har set i år.

Jean-Dominique Bauby lever et liv i overhalingsbanen den ene dag – chefredaktør for franske Elle, masser af kvinder, masser af luksus, masser af mad, masser af liv. Den næste fanget i sin egen krop, ved fuld bevidsthed, ved sine fulde fem, men med kun én fysisk evne i behold. Evnen til at blinke.

Med hvad der virker som sarkasme, livsforståelse og vilje synes han at smadre det hjerteanfald, der har smadret hans liv, og han gør det umulige. Han skriver en bog. Hans Claude tager diktat og fremsiger måned efter måned alfabetet, mens Jean-Do blinker, når hun siger det rigtige bogstav. Igen og igen.

Han holder sig i live til et par dage efter udgivelsen af bogen, og han når at få bogens strålende anmeldelserroser med sig.

Se Dykkerklokken og Sommerfuglen om Elles karismatiske klichefrontfigur, der blev en legende, før du gør ret meget andet. Og se derefter, om du som jeg har svært ved at bære, hvis det er Jean-Dos historie, kvinden Anissa Mayhew skal til at gennemleve.

Du kan selv være abe

Har godt nok helt utrolig svært ved at tage poleret business-type i lyntoget Odense-København seriøst, når han først skal pruste til gud ved hvem, at det fandme var for dårligt, at der ikke var plads til ham på DSB 1., mens han på en meget important måde hiver sin laptop frem og iPhoner og headsetter (via det der, der altså ligner en påopereret minidildo i øret) og i det hele taget er ved at komme i bukserne over, hvor lidt han hører til på monkey class, når han bruger hele strækningen på at endevende ekstrabladet.dk.

Nogn mensker, iggå?

… de skulle altså have en medalje. For eksempel min kollega og gamle ven fra studiet, som gider tage sig tid ud af sit med stipendiater i hoved og røv overplastrede travlhedsliv i Buenos Aires for at fortælle mig i en enkelt linjes e-mail, at min indsats  er god.

Bare sådan. Ikke nogen kedelig og yderst offentlig wall message på Facebook, så vores fælles forbindelser kan se, hvor algod, han er. Ikke som plaster på en tjeneste, han har dårlig samvittighed aldrig at have returneret. Ikke afsluttet af noget oplæg til smalltalk med, hvordan man-så-går-og-har-det-spørgsmåltegn og så kan man ellers vælge frit, hvordan man vil vinkle sit liv, mens han sidder passivt og kan krydse god-ven-boksen af, fordi han har været en, som har spurgt til andre.

Men bare fordi.

Det opvejede næsten – næsten – undværlighedsfølelsen, der ramte mig, da jeg mødte ind til lønslaveriet efter en uges sygdom og mærkede den bratte kontaktflade mellem min sjæl og dokumentationsfraværet af nogetsomhelst arbejdsrelateret, der er blevet forsømt, fordi jeg har været væk.

Næsten.

En servicemeddelelse

Der er mange googlere derude, der finder frem til mit lille site med ordene “der findes to slags mennesker”. I lander som regel på denne side, og jeg tror næppe, I googlede således for at læse mine arrigheder om cykeltyve og politibetjente. Ergo må I føle jer en kende snydt. Og det kan vi ikke have!

Nææh. Jeg tror faktisk, at nogle af jer i stedet ledte efter en af de mest populære Wullfmorgenthaler-striber gennem tiderne. Og den skal I da få.

Og nu vi er ved de to tegnere, så skal I få min egen yndlings (… angående de af jer, der ikke ledte efter noget i denne boldgade, well… you are on your own):

Og nu findes der jo sådan noget som ophavsretloven som siger, at jeg ikke bare må stjæle den slags billeder uden tilstrækkelig kildeangivelse, og jeg må slet ikke bruge dem til egen vinding. Egentlig må jeg vist kun gengive citater i henhold til almindelig citatskik (?), men det er jo lidt svært med tegneserier. Og dette er jo en servicemeddelelse. Markedsføring, om man vil. Men for at slå det fast, så skal I allesammen skynde jer over til wulffmorgenthaler.com og se alle striber, der nogensinde er lavet, og I skal huske at høre Morgenthaler i Mads & Monopolet, og I skal se hans animationsfilm, den med æblet og ormen – og I skal fandenhylemig også se det klip fra Det Nye Talkshow, hvor han tegner en ormekrop på kapelmester Gustafs face-in-a-hole. Priceless.

Mikael Wulff… lavede han ikke noget med en blå flodhest ovre på Zulu? Har nogen set ham siden?

Hvad jeg aldrig forstod

Efter 24 års ægteskab meddelte min tantes mand min tante, at han havde i sinde at forlade hende for at flytte sammen med en kvinde, han havde kendt i de sidste fire år af min tantes og hans samliv. Børnene var jo store, min tantes karriere var stabil. Hun måtte få huset og bilerne og den yngste datter.

Min tante gjorde ikke et stort nummer ud af det. Han havde altid været et besværligt gemyt. I 24 år havde han formanet hende, at hun ikke måtte ryge andre steder end under emhætten. Og opvaskemaskinen måtte aldrig køre en vask, uden at alt servicet i den på forhånd var vasket omhyggeligt. Miljøhensyn. Som så meget andet. Hun var lettet nok. Okay med at skulle videre.

I dag går meget af hendes alenetid med at skure usynlige fedtpletter af tallerkner, der er rene. Cigaretterne ligger på emhætten. Urørte.

Jeg savner hende

 

As if

So okay, I don’t want to be a traitor to my generation and all but I don’t get how guys dress today. I mean, come on, it looks like they just fell out of bed and put on some baggy pants and take their greasy hair – ew – and cover it up with a backwards cap and like, we’re expected to swoon? I don’t think so.

Motherfuck, jeg elsker Alicia Silverstone i Clueless. Og endnu mere elsker jeg streaming af Clueless (og cirka alle andre b-film, hjertet kunne begære), omend man på Megavideo må æde en længere, obligatorisk toiletpause undervejs.

Sandheden om Live fra Bremen?

Angående det der Live fra Bremen. Also… ARE THEY FUCKING KIDDING ME!? Meeeget har man budt mig, og jeg ved godt, at jeg har brokket mig over det her før, men… det bliver jo ved.

Har til aften set en klam sketch, der handlede om, at Lars Hjortshøj gerne ville kneppe en lille tøjdukke. Det måtte han ikke for Christina Cederkvist, der var dukkefører. Begge personer var klædt i hippietøj fundet frem fra en klæd-ud-skuffe på Hjortshøjs mors loft, og de skulle vist forestille at være seksualoplysende tv-værter. Punchlinen var vist, at de dengang i 1970′erne var liiige lovlig frisindede, høhø, så frisindede, at de slet ikke kendte grænserne. Orv, hva’?

Derpå en sketch om ABBA – en evigt udmærket prügelknabe. Eller hvad? Kunne det virkelig gå galt? Ja. For ikke bare skulle ABBAs dårligdom illustreres ved, at en af pigerne kaldte Mamma Mia for Mamma Pia (… priceless humor på internationalt niveau); Anni-Frid (eller Agneta? Who cares. Hverken den røde eller den blonde gad mime ordentligt) blev som fornyelsesstrategi udskiftet med en rappende Zlatko Buric, og så kunne Lars Hjortshøj som enten Benny eller Bjørn høhø-bemærke, at nu var de jo bare to mænd, en kvinde og en virkelig dårlig rapper – altså var de blevet til Aqua. Bu-du-bum-tjiii.

Indimellem fik Lasse Rimmer lov at bræge pseudointellektuelt om ugens nyhedshøjdepunkter, og resten gik jeg desværre glip af, fordi jeg havde travlt med at råbe nej ind i en pude. Det var som en trafikulykke – som vi godt ved, at vi ikke kigger på, men kan nogen forklare mig, hvorfor fænomenet ‘kigge-kø’ er en fuldt gangbar term i politisprog, hvis ingen af os kigger?

Alt det her beklagede jeg til Kandis. Som så fortalte mig om et rygte, hun har hørt, fordi hun mænger sig med b-kendisser og producertyper. Ordet på gangene er, at produktionsselskabet Blu i sidste øjeblik har smækket pengekassen i for de medvirkende komikere og tvunget dem til at fremføre ghostwritten manuskripter fredag efter fredag. Sketches skrevet af lavt betalte studerende, som ikke har et hak forstand på sjov.

Se, den slags hænger jo ikke helt sammen med almindelige ting som kontrakter ved projektansættelser, som man må formode at cremen af dansk komikerlaug er inde i, og jeg har også svært ved at få øje på, hvad Blu skulle få ud af at tvinge igennem at klistre sit navn på noget, der ikke engang er underholdende. Men jeg kan virkelig, virkelig godt forstå, hvis samme laug har behov for at starte sådan et rygte og fraskrive sig ansvar for deres fiasko af en møgbunke vitser, der stinker ud over hele sendefladen på en delvist public service-forpligtet tv-station som TV 2.

Eller også er det bare humor på et så højt niveau, at det preller af på mig som vand på en gås. Hvilket bestemt kan være muligt. I så fald beklager jeg alle ovenstående bandeord og pointer. Og for at have startet Facebookgruppen Folkefronten mod discount-tv.

Tak til Ole Bornedal

Efter tre nedlagte døgn, lænket til en sendeflade, der seriøst udfordrer mit intellekt (DR 1, TV 2 og DR 2 er blevet taget fra mig efter nisserne legede med sendesignalet hin søndag – har dog stadig TV 2 Sport, Kanal 5 og TV 3 Puls, thank God), står det mig klart at:

. fuck, jeg hader Vonda Shepard. Hende med soundtracket til Ally McBeal. Hende, der var årets hovednavn på Midtfyns Festival det år, de indså, at de måtte dreje nøglen om. Hende, jeg kylede en sok efter, i håb om at hun ville proppe den ned i halsen på sig selv.

. hende Rachael Ray, hun kan fandme et og andet. De madprogrammer er så tacky og råbende og dåselattermildt og alt, hvad jeg hader ved USA, men hold nu kæft, hvor kan hun det der med at tale i øjenhøjde. Jeg er ret vild med et madprogram, der ikke tager madkunst mere seriøst, end at man godt kan være tv-kok og sige: ”En af mine yndlingschokolagekager? Ikke ret indviklet. Se her. Du tager din egen favorit chokoladekageblanding fra supermarkedet, blander med vand og det, der står på pakken, der skal blandes i. Så knuser du en plade mint-chokolade og lidt mynte og blander i. Bag ved det, pakken siger, den skal bages ved. Og voilá! Yummie!”
Ikke så mange strudseæg, akrikanske rodfrugter på lejer af håndplukket syrelort fra skove i Sibirien (?) her.

. det ikke hjælper noget at slukke fjerneren, med mindre man hellere vil sove. Eller bare stirre. Læsning er udelukket. Kylede Paul Auster over i det onde hjørne af værelset, da Man In The Dark blev så spændende, at jeg turbolæste og kom til at overanstrenge et eller andet inde i en frontallap, der nu sidder og dunker vredt.

. en takketale til Ole Bornedal vil være på sin plads. Hvad jeg ikke havde gjort uden dig, DR Bonanza og fire timers Charlot & Charlotte. I fik mig igennem de mest kritiske timer i går, lige der hvor jeg i ugens første sultanfald havde opdaget, at både køleskab og fryser var støvsuget for mad med forsvarlig udløbsdato. Og bofælle lå inde i sin seng, om muligt endnu mere syg end mig; ingen var i stand til at bevæge os nogen steder. Og Just-eat er mere en udvej, man vælger, når man gerne vil være syg, ikke blive rask, ikke? Men thank you, Bornedals groteske mesterværk, for making me forget. I dag har jeg næsten glemt, hvor sulten jeg var. Kan have noget at gøre med den lastvogn med charterturister, der i nattens løb synes at være bakket op på min brystkasse.

Flæskefeber

Mkay.

Troede faktisk ikke, at man sådan kunne opsøge svinesygen. Troede den ville finde én, hvad man var én af de chosen ones. Guess not. Måske var det også lidt overmodigt at spise budgetflæskesteg i kantinen i går, men alle siger for fan, at man ikke kan svinespise sig til svinesyge.

Så ved ikke, hvad det er, der gør, at jeg har voldørlet hele natten væk i intervaller af præcis 30 minutter. Og her ligger med tomt system, feber, overfølsom hud, ondt i lænden og dødt udtryk i øjnene. Og prøver at holde hovedet i ro, fordi det for fanden gør ondt bare at kigge, men jeg er lissom udsovet nu. Og prøver ikke at fokusere på, at det til sidst var gult galdeskum, der kom op. Og at opkasten synedes at hænge direkte sammen med, at jeg kom til at tænke på vor genvalgte, konservative borgmester. Coincidence? I think not.

Skulle måske ikke ligefrem have gnubbet mig op ad bofælle og hvislet ‘I want your germs… I want yourrr gerrrrms, maaaai PREcious!”, når nu lægen havde diagnosticeret hende med den skide baconpest og sagt, at alle i hendes husstand godt kunne regne med at ‘få en omgang’.

Sick people are not sexi.

Stineinfluenza

Fordi StineStregen er det rigtige sted at opholde sig i dag og udvikle konspirationsteorier. Så skrid lige derover.

Jeg selv har travlt med at indfange svinebakterier (slikkede indersiden af valgboksen og sendte den valgtilforordnede et lystigt blik), så jeg kan tage fri med god samvittighed og mindes hvordan det føltes at længes at savne mit job.

I miss that feeling.

Har sideløbende travlt med at se valgcirkus fra Cirkusbygningen. Så klap lige i. I larmer jo som ind i helvede i mine kommentarfelter.

Synes meget lidt om dette

… og nu vi er i Facebook-lingoen. Jeg ved godt, at der findes en gruppe for os, der er enige i budskabet i denne post, men jeg nægter at være medlem af den slags, så derfor goes it here: hvor er det topåndssvagt, at der kun findes en like-knap til de aktiviteter af mine venners, som man ikke orker at kommentere, men hjertens gerne vil reagere på. Når du der er så meget, man virkelig ikke synes særlig godt om – eller har det underligt med. Eller bare ville ønske kunne forsvinde.

Som fx når man har lyst til at række tunge ad sin årgangs stræber, der frisk fra skolebænken er blevet ansvarlig for hele fire projekter, mens vi andre holder skindet på næsen med vikariater. Det kunne jeg godt bruge en Jante-knap.

Eller når jeg kender en ven ret godt, og ved præcis hvor forfærdelig en bestemt periode i hans liv var for ham, fordi nogle mennesker gjorde livet surt for ham og fik ham til at droppe ud fra studiet and all. Men på Facebook kan jeg se, at han netop har meldt sig til samme personers julefrokost. Der mangler jeg en Forstår-meget-lidt-af-dette-knap.

Eller når min tidligere chef har en afsindigt morsom update om et irsk gothband, så mangler jeg en Ved-du-godt-at-jeg-ville-have-giftet-mig-med-dig-hvis-du-nogensinde-havde-spurgt?-knap.

Er i Facebook limbo

Er gået i selvsving.

Jeg var nødt til at slette ham som ven på Facebook. Ellers ville tyndskiden ikke stabiliseres og acnen ikke forsvinde. Hvis jeg skulle sidde der og glo på hans statusupdates i min news feed, se ham gå in and out of relationships med alle mulige whatshernames, tjekke hans billeder og al hans aktivitet, så ville jeg kunne kalde det min nye, usunde fuldtidsbeskæftigelse.

So off he went. Jeg slettede ham. Og efter en betragtelig periode holdt jeg endda op med at vente på, at han skulle reagere på sletningen med en message med emnefeltet “Wtf!?” eller en vennerequest, der benægtende i sig selv kunne spørge “hov, jeg er da vist røget i svinget ved en fejl”. Jeg tog sandheden som den var: han sad ikke og opdaterede på min profil i tide og utide, og han havde derfor formentlig ikke engang opdaget, at han ikke længere havde adgang til min profil. Smask, lige i synet, men ikke desto mindre, hvad jeg havde brug for.

Time went by. Og jeg fik andet at se til end ham. Indtil for en time siden, hvor han har requestet mit venskab.

Det voksne og distancerende ville være bare at acceptere, men mine fingre vil hverken klikke på ignore eller accept. De vil lade det være pending og håbe, at ventetiden er ulidelig for ham, så ulidelig, at han en dag sprutter ud i en message, hvad fanden jeg har gang i, om ikke vi er venner, og hvorfor jeg overhovedet slettede ham dengang, og hvor umoden jeg i det hele taget er. Så jeg kan få lov at fortælle ham med voksne, afdæmpede, skrevne ord, præcis hvor hårdt vores abrupte brud var, præcis hvor ondt i hjertet jeg stadig får af at være i nærheden af ham, og præcis hvor voksent det var at slette ham dengang, så ikke min nysgerrighed forvandlede mig til en reel stalker. Fordi han selv havde spurgt.

Men jeg bliver nødt til at tage en beslutning, om det skal være ignore eller accept. For lige nu har jeg via hans pending request adgang til hans profil… og har allerede støvsuget den for al information, mit selvsvingende teenagehjerte kunne analysere.

Gratis glæder

#6 At få fat i den største chips i posen før kæresten.

#5 At møde på arbejde med massive tømmermænd, blot for at opdage, at hele huset er underlagt massivt systemnedbrud, og der derfor ikke er andet at tage sig til, end at se Friends og drikke cola med fødderne på skrivebordet, mens it-afdelingen knokler.

#4 At finde en tyver på gulvet i vaskekælderen. For lille et beløb til at stemme dørklokker for at finde ejermand til, for stort et beløb til, at man lader det ligge.

#3 At finde det bubblewrap-stash, man havde glemt, at ens mor havde i gaveindpakningsskuffen.

#2 At være alene hjemme, når radioen spiller Eye of the Tiger.

#1 Når chefen tager en tidlig fridag.

… og mere af samme skuffe er websitet 1000 Awesome Things dedikeret til. Jeg tror, min yndlings på dette fantastiske, identifikationsrige site, der handler om de små glæder i livet, vi aldrig rigtigt registrerer, må være: #638 When the amount of toilet paper left on the roll is the exact amount you need.

Singlemisundelse vs. singlelængsel

Jeg har tre veninder, der er singlemisundelige – og en ven, der tror, han er det.

Singlemisundelse er fin, lille ting, som folk i parforhold åbenbart skal døje med. En lille twist, som gør dem nostalgisk igle-interesserede i, hvad vi singler går og laver. Til hverdag synes interessen at være holdt nede, men med en lille skid på samler De Afsatte sig om os, der minder dem om noget de var engang, og tigger anekdoterne ud. Der er den om det kiksede gensyn. Og den om da min kollega blev gjort pinligt opmærksom på, hvor lækker han er. Og den om, hvor heldig man kan være, når man ensomt står og flagrer i vejkanten. De lapper uroligt historierne i sig. Og da vi når til historierne om, hvor slemme singletømmermænd kan være og hvor tungsindig man kan blive og om længslen efter eks-kærester i mangel på bedre, vender de tilbage til overfladen. De sjove, pinlige historier får dem til at blive urolige over, om de mon har valgt rigtigt – og de mindre sjove får dem til at slappe af. Ak ja. Det har de alligevel.

Og så går de hjem og spooner kæresten og siger ’uhm’ og takker nogen for, at de har ham. Og sådan skal singlemisundelse være.

Så er der min ven. Han medmorer sig over de sjove anekdoter – men ved de triste historier virker han mere længselsfuld end afslappet. Og da de andre forlader kredsen for at gå hjem og spoone kæresten, bliver han siddende og vil høre mere. Mest bliver han siddende for at sætte ord på, hvor fanget han føler sig, nu sammenflytningen med hende er arrangeret, charterrejsen med svigerforældrene er betalt og julen arrangeret. Han går endda i tanker om at søge ambassadepraktik for at sætte forholdet på tvungen pause. Drikker man ham rigtigt fuld, kan man høre ham kalde sit liv for et fængsel. På det tidspunkt taler man for døve øren med rådet om, at han skal slå op med hende, fordi han ved gud ikke gør nogen en tjeneste ved at være kæreste med en, han ikke vil være kæreste med, bare fordi de nu har fejret treårsdag. Ikke sig selv og slet ikke hende.

Han elsker hende. Men han kan ikke forstå, hvorfor han ikke både kan være single og hendes kæreste. Hvorfor de ikke bare kan lave en aftale om, at man først skal være kærester om syv år… eller bare når han har lyst til børn og hus. Man kan endda høre ham sværge på, at han nok skal få lyst til børn og hus en dag, på en måde, som var det mig, han skulle overbevise.

Og det er de største klichéer af dem alle, der skærer helt ind i hjertet at kigge på.

Surf pornosiderne på den grønne måde

Jeg ved godt, at man ikke længere kan skide, ryge, spytte eller hoste uden at ramme noget, der har klima, COP15, Hopenhagen (?), truede fuglearter, Green Footsteps eller Al Gore i emnefeltet.

Og her kommer endnu en ting. Det ser ud til, at Yahoo har teamet op med nogle grønskollinger om at skabe en konkurrent til Google. Den nye søgemaskine i klassen hedder Forestle.org, og til hverdagssøgning fungerer den vist udmærket – selv om jeg næppe kan se, at den skulle kunne konkurrere med Google på raffinement og customization.

Den skulle være grøn på den måde, at 90 procent af reklameindtægterne fra de sponsorede links doneres til The Nature Conservancys lillesøster, Adopt an Acre. Ifølge sitet skulle hver enkelt søgeresultat generere nok afkast til at redde 0,1 kvadratmeter regnskov. Ifølge beregningerne skulle der allerede været reddet 2.449,755 kvadratmeter!

Vær med!

Facing the Post-it apology

Så man kunne have tilbragt lørdag aften med Malk de Koijn i Vega.

Man kunne også gå til firmafest på cocktailbar i Indre By for at dulme sorgen over ikke at have fået stukket klør fem eller en insidekontakt i hverken billetter eller ekstrabilletter. Og det kunne virke som en god idé med den cocktailbar, da man havde iført sig nye klæder og følte sig pæn efter en uge i eksil fra civilisationen. Indtil ham bartenderen begyndte at kigge mærkeligt på mig. Først rystede jeg hans blik af mig med en mine, der sagde ’hold lige op med at glo’. Siden, da han blev præsenteret ved navn af firmafestens arrangør og beæret med titlen ’barens ejer og selskabets personlige mixer af billige cocktails’ dæmrede det.

Vi skal seks år tilbage. Til et kollegieværelse i provinsen. Og en gedigen brandert. Jeg husker ikke meget fra aftenen og natten… øh, faktisk husker jeg ikke noget som helst at all. Men jeg husker at vågne på mit eget gulv, temmelig afklædt, med cette bartender oppe i sengen. Dengang var han wannabe og fysioterapeutstuderende og ikke ejer af noget som helst, og jeg kunne ikke få ham ud hurtigt nok. Et ubehageligt black-out holdt stædigt alle mine minder fra natten som gidsel, så jeg kunne få overblik over, hvad der var blevet sagt og gjort. Ergo måtte han ud – beviset på min uansvarlighed.
Der var bare det problem, at manden kun kunne finde sine bukser. Det var som værelset havde absorberet hans bluse. Den var og blev væk, uanset hvor febrilsk jeg ninjakiggede under sengen og bag lænestolen (?). Til sidst skældte jeg ham ud og sagde, at han altså måtte have smidt sin trøje et andet sted på kollegiegangen – den var jo obviously ikke her.
Så den unge fysioterapistuderende sjoskede ud fra mit værelse i bar overkrop og sur mine. Jeg knaldede døren i bag ham. Furie-rasende – ingen ved helt hvorfor.

Et halvt år senere var der payback. Da jeg pakkede mit værelse ned for at flytte ud, fandt jeg en sammenkrøllet bylt inde bagerst i mit klædeskab. En dyr, dyr poloshirt (jajaeh… de var smarte dengang), gemt under kuffert og kasser. Wtf? Jeg tror, jeg faktisk rødmede af skam, der midt i mit ensomme pakkeri. Havde jeg virkelig selv flået den bluse af ham, krøllet den sammen og arkiveret den inderst i mine gemmer? Sådan lidt som et tokan? Formentlig. Jeg kunne se det for mig.
Der var ikke andet for. End at efterlyse hans adresse i en sms of shame  - sendt til et nummer, som jeg endnu mere skamfuldt måtte stalke mig frem til gennem vores fælles udvekslingstuderende bekendte, som i mellemtiden var flyttet tilbage til Schweiz. Eller Østrig.

Han modtog den. Og sendte mig køligt sin adresse. Han var i mellemtiden flyttet til København, hvilket jeg ikke tænkte videre over. Jeg vaskede og strøg polo-beviset og sendte ham det, påklistret en post-it med et ’UNDSKYLD’. End of story. Ikke?

Min dødspagt reddede mig i aftes, da jeg spolede mit liv tilbage og kædede barejeren bag disken sammen med historien, som jeg havde krøllet sammen og arkiveret bagest i mine mentale gemmer. Jeg havde næsten glemt pagten og var parat til at parkere mig selv i hegnet og passe ham op med spritånde og få et grin over old days, indtil jeg indså, at jeg kunne undgå cocktails med henvisning til mit løfte om ikke at drikke mig fuld i julefrokostsæsonen. Hvis jeg holdt mig til få  øl – og dermed en anden bartender – kunne jeg undgå noget møde.
Det virkede. Jeg sad og pattede i Heineken, mens mine kolleger til ølpriser hentede den ene farvestrålende, vulgære og fristende cocktail efter den anden. Men Heineken var det værd. I dag har jeg ingen tømmermænd, og det lykkedes mig at reducere kontakt med barejer til et smil, der kunne betyde alt fra ’sikke en dejlig bar du har dig her, ukendte mandsperson’ til ’fucking undskyld, at jeg sendte dig fra Viby til Risskov uden tøj på for seks år siden. Bygones… ikke?’

Betragtninger fra et sengeleje

. Giver ikke meget for selvbestaltede feinschmeckere fra Singleliv – aka. IT-direktører – der holder af ‘gode pølser’ og anbefaler papvin med henvisning til, at den har fået topkarakter i Ekstra Bladet.

. Sprogforskeren Jesse Sheidlower fra Oxford University har udgivet en opdateret udgave af sit ti år gamle leksikon “The F-Word”. Historien og eksemplerne på brugen af ordet fuck er forbandet underholdende læsning.
Fx er teorien om, at ordet er et akronym, formentlig ikke sand. Fuck er ikke et gammelt ord, man påklistrede dømte prostituerede, som skulle stå for For Unlawful Carnal Knowledge eller Found in Unlawful Carnal Knowledge eller Forced Unsolicited Carnal Knowledge. Og det er heller ikke en gammel forkortelse for fuldbyrdelse af ægteskabet, som skulle betyde Fornication Under Consent of King, da dén teori ikke kan føres tilbage til en tid, hvor man ville have sagt sådan.
I’ll keep you posted, når jeg har læst, hvad han så mener, at ordet stammer fra. Indtil videre tyder det på, at det kommer fra latin og ordet ‘futuere’, som skulle være ganske vulgært.

. Reklamen med små biler, der fræser rundt på et hygiejnebind er direkte uforskammet.

Ulempen ved at have en samvittighed

Farvel Clement Kjersgaard og resten af holdet bag Ræson. Farvel Per Olov Enquist, Martin Kongstad og Debutantprisen. Farvel Kim Leine. Farvel Anders Bodelsen og Bo Tao. Farvel Pia Juul. Farvel Klaus Rifbjerg og Kirsten Jacobsen. Farvel Søren Mørch. Farvel Camilla Miehe-Renard og Klaus Rothstein, der skal nedsable Lene Andersen gudsjammerligt kedelige forsøg på pseudofilosofi. Farvel Synne Garff.

Jeg bliver bare siddende her og følger Naïma who is still in the running to be America’s Next Tyra Banks og Dr. Phil, der er healing his feelings out of his fucking comfort zone.
Kunne ligeså godt bevæge mig ned til Bogforum 2009, det ville uden tvivl være mere produktivt. Men når man har påberåbt sig en halv sygedag, halv hjemmearbejdsdag, så er det bare at suck it up og blive hjemme og i det mindste forsøge at holde sig i e-mailkontakt med chefen, selv om han ikke svarer. Dokumentere, hvor flittig jeg er, selv om hostende. For tænk, hvis man mødte ham i Forum. Skulle man hoste i sit ærme og afspritte ham og forklare, at man har den helt nyeste form for H1N1, som kureres bedst med kulturelle stimuli til hjernen?

Gud, hvor har den arbejdsplads bare skudt papegøjen med mig.

“Call me back only if you’re psychologically normal. Like me.”

Der er et særligt sted i himlen for mennesker, der løfter sløret for, hvad de bliver spist af med i datingens navn.

Som fx denne kvinde, der var i byen i Toronto med et par veninder. Her bliver hun antastet af en mand, en angiveligt noget ihærdig mand. For at slippe af med denne intense Dmitri (og at han er intens dokumenteres til fulde i følgende klip), giver hun ham sit visitkort. Og det kommer an på øjnene, der ser, om man vil betragte den gestus som et fejltrin eller en billet til en optur. For manden ringer selvfølgelig – og efter to voicemailede påmindelser om, hvor fantastisk et catch af en græsk gud han er, men også hvor vigtigt det er, at hun ikke har fis i kasketten eller er et voldtægtsoffer eller har en kræftsyg mor (?), sender hun lydklippene til sin lokale radiostation.

Sådan. En kvinde, der handler. Moro. Især voicemail nummer to er priceless.

Er måske valgdeprim?

Har virkelig prøvet at analysere, hvorfor jeg på nu fjerde døgn ligger i sengen. Inklusiv daggamle kaffepletter på dynen, kagekrummer og en personlig odør, der er gået fra ‘harsk’ til ‘interessant’. For det er faktisk direkte flabet at påberåbe sig hjemmearbejdsdage, når man bare ser Dr. Phil, mens folk omkring mig i hobetal bukker under for flæskesygen. Mine tanker går ud til Linda – denne post er til dig.

Jeg tror stadig, at mit stædige sengeleje har lidt at gøre med den omfattende, sundhedsfarlige brandert i lørdags, så min dødspagt står stadig til troende og skal vise sit værd på fredag og på lørdag – men der er også noget andet. Noget med min selvopfattelse. Noget med min nationalfølelse. Eller okay. Min lokalfølelse (is that even a word uden for medicintermerne?).

Men jeg kan kan KAN ikke hidse mig op til at mene noget om kommunalvalget. Bare ordet! Som ansat i kommunikationsbranchen kan jeg fortælle, at der ikke er mange hits i at sætte en show stopper som ordet ‘kommunalvalg’ øverst i noget som helst. Brandingfiasko. Man skulle i stedet kalde det noget med sex eller dyr. Det klikker alle på.

Jeg er blank. Jeg er så blank, at jeg faktisk blev lidt lettet, da mine bofællers valgkort ankom før mit. Måske havde PostDanmark smidt mit væk. Jeg øjnede en kødluns af en chance for både at skælde ud på en postansat, offentligt himle over at være blevet sat uden for døren i demokratiet og slippe for at tage stilling til, hvor krydset skal sættes. Valgkortet ankom selvfølgelig dagen efter. Blot forsinket, fordi jeg ikke længere blot har pissebesværligt navn, der skal klappes i stavelser for alle, men nu også uudtalelig adresse.
Selvfølgelig fandt de mig. De finder mig altid.

Det her er ikke noget, jeg taler med nogen om. Udadtil er jeg stadig hende, der gav min søster en alvorlig skideballe, fordi hendes holdning til demokratiet var følgende: “Vi flytter jo fra kommunen i december. Så jeg har altså bare tænkt mig at spørge min mødregruppe, hvem de helst vil have siddende. Så kan de få mit kryds.”

For så kunne hun lige gøre dem en tjeneste!? Damp stod ud af ørerne på mig, hvilket min søster øjnede og klogeligt prøvede at afbøde med et:

“Okay. Okay. Måske skal jeg selv tage stilling. Men så stemmer jeg bare på ham, der vil sørge for at udvide havnerundfarten, så jeg kan komme nemmere rundt – det er så hyggeligt at sejle.”

Jeg talte til ti og mindede mig selv om, at det jo er mig og omtalte søster, der har indført familiereglen om ikke at diskutere politik. Fordi vores forældre er borgerlige (og vi er klogere…), passivt aggressive i politisk lingo og typerne, der siger “vi er ikke bedrevidende. Vi ved bare bedre, piger.”
Så da min søster – så rigtigt – påpegede, at hvis ikke kommunalvalg skal handle om ens egen hverdag, hvad skal den så handle om, så nøjedes jeg med at give hende ret og skifte emne. Jeg tænker måske bare hverdag i større format end en hurtigere rute til Gammel Strand. Jeg tænker nok mere i nogens hverdag end min hverdag.
Fx i, hvilken politiker der vil forbedre folkeskolerne, så ikke de små stadigvæk skal lære natur & teknik ved siden af de samme lasede gardiner, som mine klassekammerater pudsede næse i i 1992. Og hvem der gider udskifte deres historiebøger, eller sørge for, at de ikke sidder i vindueskarmene, fordi der ikke er stole til dem. Og hvem der vil sørge for, at de ældre ikke spiser rottekød eller ser 114. plejepersonaleansigter om måneden. Og hvem der vil dirigere biltrafikken ned under jorden, så ikke tusinder risikerer livet på cyklen i en by, der bare vokser og vokser.

Problemet er bare, at jeg ikke gider sætte mig ind, hvem der mener hvad (og vigtigere – om skoler og ældrepleje overhovedet er lokalpolitiske spørgsmål). Fordi jeg har talt med nok politikere til at tro, at de ikke er så skide forskellige, at deres mærkesager er varm luft (jeg så en reklame for en århusiansk mand, der havde ikke færre end ti mærkesager – hvor mærkbart! Er meningen ikke, at de har én eller to sager, som de går højere op i end de andre?), at de i virkeligheden bare skidegerne vil vælges, fordi de så har et bedre job, end hvis de ikke blev valgt.

Hvad gør I for at piske en stemning op? Eller er I bare naturlig interesserede – så giv mig lige en opsang. For I stemmer da? Ikke? Eller døde jeres tro på demokratiet også med Svend Auken (er stadig ikke parat til at tale om ham, i øvrigt)? Og ville I også ønske, at det blev anset som dannet at tilbringe tirsdag på gulvet med hænderne for ørerne, ventende på at det gik væk af sig selv?

Dines spørger:

Hvorfor gider du overhovedet befinde dig på min blog, når nu du med et enkelt klik kan befinde dig ovre hos blogsfærens ukronede dronning? Hun er lige vendt hjem fra en surrealistisk rejse til Japan, og en frustreret betragtning fra flyturen, hvor hun er havnet i det for hende så ukendte og sindssyge univers, 1. klasse, lyder således:

“Oh my God, they will not stop bringing me food.  Victor says they do that so it breaks up the flight and you feel like time is passing faster.  I feel like fucking Hansel.  I said that to Victor and he just looked at me with revulsion.  Probably because he didn’t understand that I meant “fucking” as an adjective and not a verb.  I don’t want to actually have sex with the kid from Hansel and Gretl. I shouldn’t even have to explain this kind of shit.”

Skynd dig over til The Bloggess. For the love of God. Læs også hendes konge-post om blandt andet en upassende Hitler-joke, men mest om hvordan freesbees fungerer glimrende som tallerkner her.

Etik eller et tic?

I disse valgkampstider, som jeg intet har at bidrage til (det skulle da lige være dette), synes jeg et tilbageblik vil være på sin plads. Minder lige om, hvorfor det nu var, at Britta mente, at vi skulle stemme på Britta dengang.

Særlig tak til “Jacob”

Kan allerede mærke, at jeg kommer til at hade julefrokostsæsonen ganske indædt, fordi jeg har indgået dødspagt med mig selv, og inden det sker, vil jeg gerne lige dvæle ved min taknemmelighed til konceptet ‘julefrokost’.

Tak til “Jacob”, som søndag morgen klokken halv otte var på vej hjem, som jeg var det. Han fra julefrokost, jeg fra byen. Han i en taxa, jeg søgende efter en taxa. Han så mig stå der og blomstre i vejsiden på et tidspunkt af døgnet, hvor taxaerne nærmest er holdt op med at køre, og selv om han ikke var helt hjemme, bad han chaufføren holde ind. Og spurgte mig, om han måtte overlade taxaen til mig og betale min tur hjem.

Jeg mindes ikke at kunne hverken se eller tale, men jeg har nok fremstammet et ‘hvorfor!?’. Og svaret lød ‘fordi du ser sød ud’. Så kyssede han min hånd, kørte +200 igennem og ønskede mig en glædelig jul.

Så nu gider jeg altså ikke mere!

Det er simpelthen ikke det værd. Nu bøder jeg på tredje døgn for en bytur i lørdags, hvor jeg i en kampbrandert skulle vise nogle venner præcis hvor bad taste en brandert kan være, når man involverer både Heidi’s Bierbar og diverse ”irske” pubber.

Har ligget som en grøntsag siden. Første dag ødelagt fysisk. På andendagen ødelagt mentalt. Huskede pludselig mødet med min gamle ven, som jeg tidligere var mere end almindeligt interesseret i. Og her sad jeg og holdt hans ansigt, mens han fuldetudede over at være fanget i sit forhold. Og jeg sympatifuldetudede over vores Hallmark-moment – kunne han ikke lige se det for sig? Og afledt af dén samtale (der endte yndigt i en wc-kumme, tror jeg) blev afsendt lækker fuldesms til en anden ven, som engang havde været mere end almindelig interesseret i mig. It wasn’t pretty. Jeg faldbød mig selv og brugte en intern joke som lokkemad. Den forblev ubesvaret.

Og i løbet af andendagen gik følelsen over i et tungsind, der lænkede mig til sengen. Det andet kan jeg klare – men ikke tungsindet. Har ikke fået noget arbejde fra hånden, ligger bare og stirrer ud i luften og forestiller mig grimme ting. Har vågne, alkoholbaserede mareridt om, hvad de gør ved den mand, som jeg kender godt, og som sidder fængslet i en ytringskrænket bananrepublik på sjette døgn, fordi han ikke har orden i sine papirer. Selv om jeg godt ved, at han formentlig har det fint. Kan ikke gå i bad, fordi jeg får kvælningsfornemmelser over ikke at kunne overskue rummet uden om forhænget. Kan ikke besvare opkald, fordi jeg tror, nogen ringer med dårlige nyheder. Aflytter voice mail med familiære stemmer, der forklarer, at de er kommet godt hjem fra Afrika eller at besøget hos lægen alligevel gik godt, og at de bare ville sige hej. Kan ikke ordne regninger eller skifte sengetøj eller købe ind eller ringe til PostDanmark, fordi jeg har travlt med at ligge i fosterstilling.

Det er ikke det værd.

Så nu tager jeg min første julefrokostsæson i ti år uden en brandert. Det bliver noget med max en genstand i timen, gåture hjem fra fester, store glas vand inden sengetid og et bad senest otte timer efter jeg har lagt mig efter en fest.

Og ved I, hvad jeg gør lige nu? Jeg snupper mig en (tude)kiks med pålæg og en kop juice og smutter hen og angriber stepmaskinen i fitnesscenteret og får læst min rapport imens.

Nobody fucks mean Mommy

Jeg er blevet sådan én, der snerrer. Det har jeg været længe – men med et glimt i øjet. Nu er jeg sådan en der snerrer for real, ofte endda uden at vide det. Så må venligtsindede bofæller træde til, tælle til ti og med artig englestemme sige “du snerrer.”. Og så kan jeg spørge “gør jeg det? Det må du undskylde”. Og så den ude. Som regel.

Sådan er jeg blevet.

Men hvad så, når den artige engel af en bofælle pludselig har forandret sig til en ond trold, som vitterligt skal snerres af? Når hun efterlader sit vasketøj på badeværelsesgulvet, når hun tager på weekend fra opvasken, når hun ikke vil ordne vores sorte skærm efter weekenden sendesignalroderi, når hun ikke gør rent? Hvad så?

I går kom jeg til den konklusion, at der godt måtte snerres. Passivt-aggressivt snerres med Pia Kjærsgaard-agtig englestemme. Da bofælle spurgte, om vi skulle hænge ud og se en god film, snerrede jeg: “Hvis du keder dig, kan du jo gøre rent i køkkenet.”

Og så kom den artige englestemme, uhyre prompte, men med et skarpt comeback: “Nobody fucks mean Mommy.”

Og jeg ville have grinet af den helt igennem berettigede og velplacerede reference til Sex & the City og mit spejlbillede, Miranda, hvis ikke det var fordi, at man jo aldrig, let’s face it, snerrer sådan totalt uden grund.