A small step for woman, a giant step for womankind

I dag har min veninde slået et slag. Mest for sig selv – men lidt for os andre også. Hun har sagt fra og har brudt sig eget mønster.

Hendes nye kæreste – vi taler stormende forelskelse, de kunne ikke sætte mærkaten ‘kærester’ på hinanden hurtigt nok – havde to alvorlige karakterbrister. Den ene er hemmelig; den anden var en grænseoverskridende ondskabsfuldhed, hvis han følte sig trængt. De kom til syne hen over de indledende forholdsmanøvrer og lagde sig som en ildevarslende lortestank over hele hendes udsigt til en lyserød fremtid.

I morges tog hun en dyb indånding og sagde fra. Hun havde ikke tænkt sig at blive hængende for at se, om de var noget, hun kunne lære at leve med. Droppede tanken om ikke bare hun var for touchy, og måske-ville-det-ændre-sig-når-de-kom-længere-ind-på-livet-af-hinanden og det andet vås af bortforklaringer. Hun viste ham døren med ordene ‘jeg er bedre end det der. Og du skal gå nu, i dag, inden jeg er så forelsket, at jeg ikke kan se det længere.”

Og ikke bare sagde hun ham fra – hun sagde sin historie med at lade forelskelsen overskygge ekkoet af en alarmklokke fra. At tro, at så længe nogen kiggede hende forgabt i øjnene og introducerede hende til sine forældre, så var det lige meget, hvem der præsenterede og hvad han ellers rendte og foretog sig. Nægtede igen at synes, at hans hengivenhed var det retfærdiggørende kvalitetsstempel.

Jeg er så stolt. Og det har jeg tænkt mig at understrege, når hun græder ud i min skulder.