En love story. 1952-2007

På deres 40. bryllupsdag rejste min Morfar sig og holdt tale til sin hustru. Det var his thing. Hvert år erklærede han sin taknemmlighed over, at hun endnu var sammen med ham, en taknemmelighed over det liv hun havde givet ham og en tak for hendes kærlighed. Han sagde det ikke – men han var smaskforelsket, selv som han var nogle-og-70. Det var tydeligt.

Min Mormor var indbegrebet af klasse. Tænk Grace Kelly og Audrey Hepburn. Et billedskønt minde om 1960′ernes vaskepulverreklamer om den perfekte hjemmegående hustru i spadseredragt med et dannet, lykkeligt tandpastasmil. En uddannet indretningsarkitekt,  der som 27-årig havde nok ben i næsen til at turde forlade sit barndomshjem i Oslo, sin trolovede og sin rige families forventninger – for at satse på en opkomling som min Morfar. Kornkontrollørens søn. En charmerende ung student, jovist, men ingen havde rigtigt tænkt om ham, at han en dag ville blive en højt respekteret læge. Måske kunne kun min Mormor se hans format, lige da hun mødte ham i efterkrigsårene, for hun sagde farvel til sin fremtid i Oslo og byggede sig et nyt liv på kærlighed. Tre måneder efter deres første møde stod brylluppet: et halvt år senere var hun gravid.

Min Morfars forelskelse i sine årlige taler var gengældt. Min Mormor var på en meget underspillet måde afhængig af hans person, og over årene var de smeltet sammen og blevet én. De var aldrig rigtigt forældre, bedsteforældre eller andre tossede mærkater. De var først og fremmest hinandens, det vidste alle. Men lige det år, på den 40. bryllupsdag, fik min Mormor nok. Hun trak ham til side og bad ham forstå, at han var urimelig.

Min Mormor havde set sig rundt om bordet. Hendes døtre var voksne og desillusionerede. Den yngste datter var allerede fraskilt – og nok har min Mormor ikke den dag kunnet se, at den ældste og den midterste også kun var nogle år fra deres skilsmisser. Men hun kunne se noget andet. Og det fik hende til at sige til sin mand, frit citeret fra overleveringerne med den norske accent, hun aldrig helt lagde fra sig:

– Det er ikke rimeligt, at du lader vores børn tro, at vi er billedet på kærlighed. At det er sådan her ægteskab er. Vi var heldige.

Og de så på deres døtre. Og min Mormor udbrød, at hun beundrede de tre stærke, tjekkede kvinder – men at hun ikke anede, hvordan de kunne få en hverdag til at hænge sammen med mand, børn og karrierer. Og at gnubbe en episk kærlighed lige i deres syn, og lade dem tro, at også den skulle de opnå, før de var fuldendte – dét var slet og ret urimeligt.

Min Morfar holdt ikke ord. Han blev ved med sine taler. Han holdt fast i sin episke kærlighed. Jeg tror, han var stolt af den. Det håber jeg, at han var. Selv om jeg i mange år har tænkt, at den var så altopslugende og storslået for ham, at der ikke var plads til andre end ham og hende. De elegante, algode statuer – umulige for efterkommere at gøre kunsten efter. Men med ug, kryds og slange i det, som alt i sidste ende handler om.

For tre år siden blev min Morfar alvorligt syg. Men han holdt sig i live så længe, at han nåede at indfri et løfte, han havde givet sin kone fem år tidligere.

I kirken til begravelsen af en af deres veninders mand, holdt min Mormor min Morfars hånd og sagde i bilen på vejen hjem, forstenet, ‘du må aldrig dø fra mig’. Hun gentog det ikke ofte, men flere gange over de næste år, når andre kvinder blev alene. ‘Du må aldrig dø fra mig’.

Min Mormor døde af en leukæmi, der blev konstateret længe efter min Morfars sygdom blev udråbt til ‘endelig’, men endnu før den havde gjort det af med ham. Det var min Morfar, den læge, hun over 50 år tidligere havde troet på, der afkræftet og dødsmærket accepterede fraværet af hendes puls. Derefter holdt han op med at tage føde til sig og sad bare i sin lænestol og hørte anekdoter og holdt vores hænder og så taknemmeligt på os. På det, han havde startet med hende.

Han døde tre uger senere.