Snapshots fra et work crush

At panikvaske yndlingsblusen i håndvasken midt om natten, fordi man er nødt til at have den på næste dag, hvor man tror, at man muligvis render ind  ham.

At blive helt spættet på brystet og rød i kinderne, når nogen siger hans navn.

At mentalslå sig oveni hovedet, fordi man ikke bare smilte til ham, da han gik forbi, men i stedet havde travlt med at posere sejt.

At opdage, at han har reddet dagen, fordi han sagde, at ens kjole var pæn – og at vi begge uden at sige noget registrerede, at dem ved nabobordet fniste på vores vegne.

At have lyst til at spørge, om han vil med til frokost, men ikke at turde, og derfor at spørge hans kammerat i stedet, og så bare håbe, at han sjosker med.

At rose hans projekter helt umådeholdent. Og finde tegn på, at han gør det samme med mine.

At blive pigesur, hvis andre piger taler pænt om ham.

At synes, at hans håndled og stemme er helt fantastiske unika – selv om man har kendt ham og til dem i årevis.

At stille denne lignelse op, henover et Skt. Hans-bål, hvor det sideløbende gik op for mig, at hele verden er blevet både yngre og dummere end mig: I et drømmeland, hvor al rationale er ophævet, giver nogen dig valget mellem ham og din ekskæreste. Hvem vælger du? Og så at kunne svare ærligt nej til ekskæresten, og jatak til noget nyt. Og at vide hvilken spastisk fantastiskhed, der ligger gemt i den sandhed, at vide hvilket farvel, det er, til grumme døgn i fosterstilling, grublende over en mand, der aldrig rigtigt ville have én. At vide, at det er slut nu. Det er virkelig slut nu. Fordi man er klar til noget nyt.

Havde glemt, hvordan det her var. Men hej. Jeg er 24. Og jeg har et regulært crush på nogen. Midt om sommeren og ved højlys dag, og jeg har lyst til at ringe og fortælle alle om det. Også ham. Som i 7. klasse. Hvem fanden skulle have troet det.