Hindsight is always 20-20

I går læste jeg et nogle dage gammelt indlæg af Lenette ovre på Syvfold.dk, et dejligt, livsbekræftende indlæg om at være kommet videre efter årevis med spiseforstyrrelser og et forvredet kropssyn. Hun var tilsyneladende kommet til at holde af sin krop og den forandringsproces, som den lige nu går igennem, og hele indlægget er gennemsyret af forårsfornemmelser og overskud.

Men til sidst står en sætning, som åbenbart har trigget én bestemt person. Der står “… nu bliver jeg nærmest tøsefornærmet, hvis nærtstående venner og familie siger til mig, at de ikke kan se, at jeg har taget på.”
I loved that. Men det var andre, der ikke gjorde. Lenettes mor gjorde ikke. Lenettes mor har fundet Syvfold.dk og læst med – sikkert uden Lenettes vidende. Og, i det øjeblik hun skrev om noget familierelateret, sad Lenettes mor på spring og for ud som trold af en æske med en både spydigt, vredt og verbalt grædende kommentar om en afvisende, selvhævdende, egoistisk datter, der gik rent ind hos mig.

Kommentaren er fjernet nu, så jeg skal afstå fra at gengive den, men jeg vil gerne sige tak til Lenettes mor for at vise mig noget fra min egen familie, som jeg havde lagt bag mig. De årelange kampe, som mine forældre og jeg udkæmpede, fordi jeg ikke kunne kende forskel på op og ned, tyk og tynd, rask og syg. Og jeg forstod pludselig min egen mor gennem Lenettes mor. Min mor gjorde det der. Efter tårerne, omsorgen og alle krammerne og opofringen, hun havde til mig, men som jeg afviste, var der bare vred frustration tilbage hos min mor. Og at det kom at angst og skyldfølelse.

Da jeg som 16-årig en aften havde tvunget mig selv til at kaste galde op for syvende gang det døgn, sad min mor tavs og ventende på trappetrinnet, da jeg kom ud fra wc’et med blodskudte øjne og trodsig attitude. Jeg stivnede ved synet af hende, og nanosekundet efter forventede jeg måske, at hun ville græde eller sige noget Danielle Steel-agtigt. Det gjorde hun ikke. Hun stirrede på mig med noget, der kunne forveksles med blindt had, og sagde: “Jeg håber for dig, at du denne gang har tørret op efter dit svineri”.

Jeg forstod hende godt dengang. At der ikke var flere kærlige gloser tilbage, nu var der kun tough love tilbage på menuen. Og det respekterede jeg. Jeg havde hovedet meget langt oppe i røven på mig selv, men jeg var ret godt bevidst om, at det her ikke kun handlede om mig. Min familie kæmpede med mig – og når det så sortest ud for mig, stod de der uden et klart hindsight og troede, at jeg var ved at styre durk i afgrunden.

Det håber jeg også, at Lenette ved. Selv om jeg under hende den fantastiske glæde det er igen at kunne mærke sig selv.