En TV Shop-aholics guide til fejlkøb

Jeg vil gerne undskylde til Sverige. Det er min skyld, at I er på spanden. Havde jeg bare langsomt trappet ned, så ville I slet ikke have været økonomisk uligevægtige langt ind i 2009. Undskyld. Men det greb om sig. Så jeg tog en kold tyrker, og der stod I, med tæpper trukket væk under jer. Undskyld.

Jeg har i årevis haft en affære kørende med TV Shop. En co-dependent forhold, hvor vi begge vidste, at det ikke kunne vare ved, og hvor vi begge vidste, at vi hver især fortjente bedre. Én måtte trække stikket, og det blev mig (strengt taget blev det TV Shop, der i 2006 nægtede at udlevere en sending ProActiv Solution, men blot returnerede mine penge. Jeg forstod godt jeres vink med en majstang. Og gjorde det forbi).

Så velkommen til min TV Shop-kirkegård. En Hall of Fame af fejlkøb.

Min debut i den gul-blå verden var blid, men afgørende. Jeg blev ejer af SuperStyler Rotating Hair Brush. En motherfucker af en børste i grå kunstfabric, på en skøn holder og batteriskjuler i én, så den altid kunne stå i oprejst fallosposition, når den opladede.
Superstyleren holdt mit hår glat, præcis som reklamen lovede. Det kan eventuelt have noget at gøre med, at mit hår i forvejen er utrolig glat, hvorfor logikken bag mit køb kan diskuteres – men lad ikke det ligge TV Shop til last.

Efter SuperStyler-successen var jeg hooked. Og det ledte mig direkte til formiddagsmødet med AB Energizer-bæltet (forløberen til det mere kendte og langt mere genialt udtænkte The Sauna Belt, der via opvarmning simpelthen smelter fedtet på maven væk. Det er altså rigtigt!). Bæltet her, en skønhed af en intelligent maskine svøbt i et beklædning af sølvgråt plastikstof, indeholdt to impulsplader, som, med sine fire forskellige indstillinger, føltes som nåle blev boret ind i maven. Ny-del-se. Hurtigt forstod jeg, at der nok var pyntet lidt på markedsføringen, der lovede, at monstrummet sagtens kunne bæres usynligt under tøj, og jeg opgav at fatte yderligere ømhed for torturinstrumentet, da tuben med pre-’trænings’-smørelse begyndte at afgive en ram benzinduft og fik mine betragtelige kvadratmeter maveskind til at kvittere med eksemskjolder ude af denne verden – og den ønskede virkning, selvfølgelig, udeblev.

Men ét fejlkøb hindrer ikke den, der vil føres bag lyset af sektagtige infomercials på morgensendefladen. En stund var jeg meget forelsket i The Magic Bullet-serien (mest pga. den meget virkelighedstro og slet ikke opstillede reklamefilm med vennepar, der laver quasadillas og blåbærmuffins af samme substans), men eftersom jeg ikke havde mit eget køkken og havde som regel ikke at involvere forældre eller søskende i mit TV Shop-misbrug, valgte jeg at gå tilbage til fitnesstilbudene. Og min kærlighed faldt på The Ab Swing, fordi Taylor fra Glamour virkelig lagde sig i selen og fik mig til at forstå, at jeg ikke kunne leve længere uden det, der havde reddet fra et liv som blegfed, fattig og deprimeret.
Problemet med den var bare… well, der var mange. For det første er der overhængende fare for at falde af den, hvis man har ben, der er længere end ti centimeter. For det andet kan den slet ikke klappes sammen og gemmes væk under almindelige møbler alligevel (kan med snilde ligge under et højt stuebord. Men det er vel også i princippet ‘gemt væk’). For det tredje virker den ikke. For det fjerde kan man på ingen måde koncentrere sig om at se fjernsyn imens, sådan som Taylor kan. For det femte er det bare for åndssvagt at sidde der og tro, at man kan vippe sit bildæk væk.
Også en succes, der var til at overse.

Herefter kom turen til cremerne. Jeg indkøbte mig en creme mod appelsinhud, som med et helt bestemt og meget hemmeligt, men intelligent forskerudviklet serum lovede at gå til angreb på al tænkelig cellulitis i miles omkreds. Der fulgte endda en smart støttestrømpe med, som man skulle love at sove med.
Dette produkt holdt utroligt nok, hvad det lovede. Jeg var appelsinhudsfri. Som med SuperStyleren kan også dette have noget at gøre med, at jeg ikke er angrebet af nogetsomhelst, der bare ligner appelsinhud, og igen kan min logik diskuteres – så den tager jeg på min kappe.

Derpå var det blevet tid til Silhouette Slimming Pants. Som, udover at skulle rulles på som et kondom i en ekstremt ydmygende time, var lavet af det mindre svedtransporterende kunststof elastan og en masse på polynesisk, så man faktisk blev forpustet at have det på. Virkede de? Næ. Kunne heller ikke da knappe de bukser, jeg havde købt lidt for små med vilje. I ved, som ekstra motivation (til selvmord).

En tur omkring AB Slimmer kom jeg skam også. Der skal TV Shop så have credit for, at de ikke praler med, at den kan gemmes af vejen. For det kan den ikke. Fra det øjeblik, man erhverver sig den, bor den i hjørnet med nullermændene og fylder samme areal som en mindre lænestol. Ikke ret kollegieværelsevenligt – eller stilvenligt. Eller venligt overhovedet, eftersom den jo bare står der og glaner som en hån, for den veeed bare, at man aldrig får lagt sig i den. Ligeså lidt som man ikke lige lægger sig og tager 50 mavebøjninger uden den.

Så var det, at jeg fik en bums og tog Vanessa Williams, Jessica Simpsom og Kelly Clarkson på ordet om, at ProActiv Solution var min eneste redning fra et liv som blegfed, bebumset og deprimeret. Troede jeg. TV Shop bildte mig nemlig ind, at varen var udgået. Som om! Der er sgu da ikke andre end mig, der var idiotiske nok til at handle på tvshop.se – var der!? Åbenbart. Og da gik den frygtelige sandhed op for mig.
… at lykken nok alligevel ikke blev leveret med pakkevæsen fra Skåne.

I dag nøjes jeg med at drømme om The Ab Blaster, om dyreunger på VHS, om Youthfull Essence, om Thighmasters, om Windsor Pilates, om Sheer Cover, om The Malibu Pilates Chair og om The Sauna Chair og om de andre hede flirte, jeg kunne have fået. Ak. Jeg er en tørlagt TV Shopaholic.

A lovestory. 2001-2006. R.I.P.