Hvorfor jeg ikke netdater. Mere.

. Fordi jeg aldrig igen gider kaste op i munden ved det pludselige møde med min kollegas selvsmagende varedeklaration på sig selv. Gruens dag, det var det, da han blev spyttet ud som svar på mine søgekriterier. Med sit ømme, ømme billede, I ved Jamie Walters-agtigt lidende, lænet op ad en mur. I skovmandskjorte. For Chrissake. Gooood luck derinde. Dét var min mulighed for et knald og en tur i biffen? Endnu mere ubærlig var visheden om, at eftersom han optrådte på min liste, optrådte jeg måske på hans – og så havde han læst min selvsmagende varedeklaration og set mit ømme, ømme billede? Kan stadig ikke se ham i øjnene. Og kunne obviously ikke oute ham som netdater, fordi jeg så bare ville oute mig selv med, og intet er virkelig det værd.

. Fordi jeg er sååå meget bedre på skrift, end jeg er i 3D. I samtaler holder jeg meget mere kæft, end jeg taler, og mine tanker vandrer i en sådan grad, at jeg bliver alvorligt bange for, at jeg lider af en form for absencer, når jeg taler med folk, der ikke fanger min interesse. I det hele taget er jeg rædsom at konversere, fordi jeg ikke gider høre efter, hvis du hverken har en stemme som Johan Olsen eller har forstået at vinkle. Det samme gør sig gældende, når der bliver læst højt for mig. Forestil dig at sidde i mørke med en præcisionsbombende minilygte, der oplyser et ord ad gangen. Forestil dig så at skulle give dit besyv med. Næ, stik mig et notat, tak.

. Fordi jeg ikke gider sige højt, at jeg har mødt min mand på nettet. Nogensinde. Eller tænk at møde en veninde – mens på date med ham? Lyver man for veninden om, hvor man kender ham fra og afslører dermed, at man alligevel ikke var kvinde nok til at owne up, selv om man udtrykkeligt havde skrevet det på både sin profil og mellem linjerne? Eller fortæller man hende sandheden og finder sig i en panderynke og forfølgelsesvanviddet over, at hun helt sikkert fortæller alle de andre igler, at man har mødt nogen på nettet?

. Fordi jeg er fotogen. Det betyder, at alle gode billeder af mig virkelig er gode, mange af dem ligner faktisk slet ikke mig. Det betyder, at jeg de gange, jeg har prøvet kræfter med netdatingen, er blevet kontaktet af mænd, der er helt ude af min liga (der beskedent må kaldes midt-imellem-kategorien), som jeg derfor ikke tør mødes med, hvilket også har noget at gøre med næste punkt:

. Fordi jeg ikke igen gider møde smuk, smuk mand på netdating. Som formentlig blev grumme skuffet over min blodfattige persona, når nu jeg havde solgt mig selv så godt – og derfor opførte sig som det gedigne røvhul kun virkelig smukke mænd kan. Da han få uger senere sad på landsdækkende tv som studievært havde jeg lyst til at skrige, at den smukke mand på skærmen var alt andet end fantastisk, at han var typen, der ikke sagde ’min mor’, men ’mor’, og at han var dårlig i sengen, men det kunne jeg lissom ikke, fordi JEG HAVDE MØDT HAM PÅ NETTET.

. Fordi jeg ikke gider have mig en mand, som netdater. Fordi jeg stadig hænger fast på det klassetrin, der synes, at netdating er for dem, der ikke kunne score i virkeligheden. For så havde de vel gjort det?

. Fordi jeg ikke gider være en, som netdater. For jeg kan godt score i virkeligheden.

. Ikke?