Copenhagen creaming

Det er sådan, at jeg er en af de eksiljyder, der er kommet til at elske København med hud og hår og rendesten, og jeg er slet ikke færdig med den, når jeg om nogle måneder igen beærer Jylland med min farverige persona. Men visse ting kommer jeg til godt at kunne leve foruden.

Fx synes jeg det er pissefedt med alle de cafeer – især dem, hvor man stadig gerne må ryge. Men hvorfor fanden i helvede skal en kop snobbede bønner med vand og mælk koste mere end crack i denne her by?

Og jeg elsker alle de turister, der spørger om vej og siger, at de elsker vores land og rødgrød. Men så bliver det aften, og alle de søde turister fordamper og tilbage er kun en klammo fransker, der på åben gade griber fat om mit højre bryst og siger ’mmm belle’.

Og jeg elsker alle butikkerne, men hvorfor er det, at man inden shopping skal bevæbne sig med en malmøsk parlør og mentalt overskud indeni til at redde dagen for de svenskere bag disken, der er trætte af livet? (Ikke at jeg egentlig er en udpræget day saver. Fangede mit eget blik i en mørk butiksrude tidligere. Lignede kraftedeme en mand.)

Og det er fabulous, at man kan tøffe i Netto klokken kvart i ti om aftenen – men hvorfor skal ungarbejderne overtage de døgnnettoer og gøre dem til fritidshjem for alle deres hangarounds om aftenen, bare fordi deres netop myndige manager har fået fri? Er så træt af at blive gjort til damen, der sarkastisk venter ved kassen, mens de holder sodavandsdisko nede i grøntafdelingen – og især, at de får mig til at sige ting som ’Jeg håber sørrrreme ikke, jeg forstyrrer!’, når Malthe endelig får fedtet sig op til båndet.