Nobody fucks mean Mommy

Jeg er blevet sådan én, der snerrer. Det har jeg været længe – men med et glimt i øjet. Nu er jeg sådan en der snerrer for real, ofte endda uden at vide det. Så må venligtsindede bofæller træde til, tælle til ti og med artig englestemme sige “du snerrer.”. Og så kan jeg spørge “gør jeg det? Det må du undskylde”. Og så den ude. Som regel.

Sådan er jeg blevet.

Men hvad så, når den artige engel af en bofælle pludselig har forandret sig til en ond trold, som vitterligt skal snerres af? Når hun efterlader sit vasketøj på badeværelsesgulvet, når hun tager på weekend fra opvasken, når hun ikke vil ordne vores sorte skærm efter weekenden sendesignalroderi, når hun ikke gør rent? Hvad så?

I går kom jeg til den konklusion, at der godt måtte snerres. Passivt-aggressivt snerres med Pia Kjærsgaard-agtig englestemme. Da bofælle spurgte, om vi skulle hænge ud og se en god film, snerrede jeg: “Hvis du keder dig, kan du jo gøre rent i køkkenet.”

Og så kom den artige englestemme, uhyre prompte, men med et skarpt comeback: “Nobody fucks mean Mommy.”

Og jeg ville have grinet af den helt igennem berettigede og velplacerede reference til Sex & the City og mit spejlbillede, Miranda, hvis ikke det var fordi, at man jo aldrig, let’s face it, snerrer sådan totalt uden grund.