Jeg savner Facebookgruppen “for os, der ikke aner om politiet gør et godt stykke arbejde i disse dage, fordi vi ikke følger voldmeget med i det klimatopmøde, og det, vi har tid til at sætte os ind i, foregår på indersiden af Bella, ikke udenom hende, og har forsvindende lidt med Arnold Schwarzeneggers træning og demonstranters våde numser at gøre.”

“Har du nogensinde overvejet MORD? Jeg har. Jeg må
indrømme at jeg
har gjort mig visse forestillinger i hvert fald om
hvordan det ville være
at hugge en køkkenkniv
ind i en vis mands øje. Og ind i hans
kind og ind i hans bryst og
ind i hans pande og ind i hans hals og ind i hans arme
og hugge hugge TIL og
at bore den køkkenkniv ind i hans hjerte.
Jeg ved ikke om den slags tanker er normale.
Aner det ikke.”

Om du så ikke køber andet denne jul. Om du så synes, at hun er for hyped og ikke gider være fed med de fede, der ser Smagsdommerne og hører Mouritz/Hørslev Projektet og lader som om de forstår det hele på det dybere plan og sidder og nikker horisontalt på jazz-måden. Om du så ikke gider læse digte eller kan få dig selv til at være afsender på sådan en gave som poesi. Køb den alligevel, hvis ikke du blandt hendes instant fans tilbage i marts (tilgiv, at jeg last mover). Læs den, gem den væk og lad de små sider blive derinde, inderst i dig, indpakket, som små gaver til dig selv, du kan folde ud her og der. Når det passer sig.

Lone Hørslevs skilsmissedigte, “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” er det mest… jeg kan ikke engang finde ordet. Hun ville korse sig over det her makværk. Så lad være at sidde og læse det her, det er der ingen grund til (men kom tilbage, Jack); køb det lille fine hæfte med alle de menneskelige og normale og hengemte tanker.

… jeg veeeeed godt, at han er gift.

… jeg veeeeed godt, at hvis ledelsen fandt ud af, hvad der var foregået, så ville vi have et problem, der hed virksomhedens nul-tolerance politik.

… jeg veeeeed godt, at det bare var en julefrokost.

… jeg veeeeed godt, at det ikke har noget med sagen på fredagens bagsæde at gøre, at jeg for præcis et halvt år siden drømte, at vi sad på et fucking bagsæde ude på en strand ved Vesterhavet og bare holdt i hånd og var effin’ lykkelige, mens hans børn legede i sandet fire skridt fra bilen.

… jeg veeeeed godt, at han er et røvhul, alene fordi han gjorde noget forkert i et svagt øjeblik, hvor det eneste, der skilte ham fra at træffe det rigtige valg (at sige nej) var, at han udmærket vidste, at ingen ville opdage os. Nogensinde.

… jeg veeeeed det godt.

… men…

For syv år siden plastrede min kollega sig til i julefrokostens snaps, vin, øl og avec, inden han satte sig bag rattet og kørte de få kilometer fra festen til sit hjem.

På vejen ramte han og dræbte en 19-årig cyklende pige. Hun døde inden ambulancen kom. Kun med ham som selskab.

Det kostede ham et par måneder bag tremmer. Da han kom ud igen, holdt han lav profil. Men efter en rum tid og et udlandsophold, tog han sine gamle drikkevaner op igen. Ved juletid næste år var han den samme fulde bralrerøv, han havde været året før.

Det er han stadig. Jeg har netop set ham kurre ned ad gelænderet til årets julefrokost og kæfte aggressivt op, da ingen gad høre på hans røverhistorier. For to år siden stak han en kvindelig kollega en julefrokostflad og skubbede hendes bordherre ned fra hans stol. Historierne bliver ved.

Og da jeg så en bestemt hemmelighed i dag på PostSecret.com, huskede jeg på, at jeg synes vores ledelse er en flok vatpikke, som ikke kan træde i karakter. Jeg ved godt, at han stod sine måneder ud i skyggen, og at man så derefter må genoptage sit liv. Og det er vel også fair nok, at han ikke mistede jobbet på at skulle have fri til at tage i fængsel, men kørte forskudsorlov af på det. Men når han ikke selv kan forstå, at han af respekt for pigens liv aldrig mere burde røre alkohol – eller i hvert fald drikke sig fuld – så må nogen gøre det for ham.

Jobbet eller snapsen. Dit respektløse gamle røvhul.

Har nu ringet rundt til alle.

B sagde, at det ikke er min hovedpine. Og grinede højt ovre over ick-faktoren ovre fra sit projektskrivende, lavdramatiske liv.

Svensken sagde, at hvis ikke det havde været mig, så havde det været en anden. Og hun gentog sine ord, fra da hun først så mit firmajulefrokostoutfit: der er jo nogle, der skal have kopirumsrollen på sådan en aften.

Mimi sagde, at den slags er obligatorisk. Hun havde faktisk gjort det samme.

Min søster sagde, at jeg skulle komme ud til hende med det samme.

Min mor sagde, at jeg skulle komme ud til hende med det samme.

Så kan vi sammen få udredt, hvad min rolle var. Og hvorfor den slags sker. Og om konen og børnene ville synes om den slags, der foregik på bagsædet af en lejet mini-van klokken 05 i morges. Og om jeg ikke skal gro mig lidt mere stil. Og om det overhovedet er sket. Jeg håber for helvede ikke det er sket (jo, jeg gør). Jeg har for fanden i luften ikke lige været sammen med en af cheferne. … Vel?

Når jeg får mit eget program på Kanal 4, håber jeg inderligt, at Kaare Sand vil gå med til, at min temasang skal være Highway to the Danger Zone. Ellers gider jeg ikke.

Har nogen pitchet idéen til et show “Bagom bloggerne” for ham? Jeg ser seertallene for mig.

Det er sikkert en joke. Men det er sgu da en sjov joke. Amish Online Dating! Komplet med kyser og horse buggys! Hvem opretter sig og giver en anmeldelse?

Må det menneske, der besluttede at reformere førtidspensionsloven i 2003, ved et frygteligt uheld komme til at inhalere tre tusind kvaste wasabiærter og bortætse hele sin indvendige næseregion og udsigten til det liv, han troede han skulle leve i fuld vigør som en pedigreesund hund. Så kunne han måske blive en del af den pulje ærlige, retskafne mennesker, der inden førtidspensionen drysser ind på kontoen, skal trækkes igennem urimelige forløb af ‘arbejdsprøvning’ og psykologcirkus og yderligere invalidering og økonomisk ruin på landets revalideringscentre. Der kan han sidde og lytte på, at hans ulykke er for utrolig til nogensinde at være sket, og at det derfor – pga. manglende troværdighed og hans psykiske ustabilitet og ltydelige ystløgnerier – ikke er muligt at tilkende ham en øre.

Derpå kan han ringe til min faster og fortælle hende, at hans bortætsede kranium og hendes to knækkede nakkehvirvler og varige mén skam er værd at mistænkeliggøre i årevis for at få ram på den lille flok snydere, der også vil have del i førtidspensionspengene.

Livet er fyldt af svære valg (hej introduktionskliché).

Et af dem kunne være: Skulle man 1) bevæge sig ud på forstadsapotek – forstad for ikke at blive genkendt – og hviske den pinlige salves navn over disken og risikere, at det fyldte apotek overhørte forespørgslen and be highly frowned upon? Eller skulle man 2) gå online og bestille pinlig salve i ro og mag over nettet, men risikere at kun bofæller var hjemme på leveringsdagen og dermed blive evigt frowned upon af mennesker, man deler tilværelse med i nær fremtid?

Jeg valgte dør nummer 1. Hellere fremmede i to sekunders pinlighed, end velkendte i to måneders vished.

Var hvid i hovedet på eksamensmåden, da mit nummer blev råbt op. Mest fordi tre ud af fire skrankepersoner var mandlige, og jeg bare lissom aldrig er typen, der så lander på den fjerde ud af fire. Men det var jeg så. Men må alligevel have set farlig ud og lydt ditto, da jeg fremstammede pinlig salves navn. Det tolker jeg, eftersom skrankedamen tog sit bæredygtige omsorgsblik på og slog over i engelsk (wtf?).

Derpå begyndte hun med de opfølgende spørgsmål. På engelsk. Jeg klappede i, selv om jeg hjemmefra faktisk havde forberedt små one-liners á la “det ved jeg søreme ikke, det er ikke til mig selv, jeg er bare sendt i byen for min… eh… veninde?” Hun overså helt mit antræk, der helt tydeligt ikke havde tænkt sig at ytre flere ord på dén matrikel. Hun må have troet, at jeg var klimagæst fra et seriøst udfordret land hvad angår engelsk, for hun fortsatte spørgsmålene, nu akkompagneret af fagter, der skulle blive til brugsanvisning, havde jeg ikke kvalt hendes forsøg i dens vorden. Et dræberblik formummede hendes udlændingeservice, hun stak mig mit stash (som kraftedeme viste sig at stå på en for kunderne tilgængelig hylde, hvorfor min hvæsen og angst var total unødvendig – kunne jo bare selv have grebet lortet, smidt svesken på disken og betalt uden et ord) og jeg hørte mig selv spørge efter ’the receipt, please’. Aner ikke hvorfor. Hverken det engelske, eller hvorfor jeg dog ville have et bevis.

Og så kan alle dem, der siger, at apotekspersonale ikke er sarte hvad angår apoteksgængeres indkøb, godt lukke arret. At de nærmest ikke skulle registrere, hvad de sælger, fordi de er så vant til lidt af hvert. Jeg kunne se i hendes øjne at hun lige dele morede sig, lige dele ynkede mig, for sådan så jeg selv ud dengang jeg var kassedame og godt kunne se det sjove i, når unge mænd bagstive gik ned i føtex med brødebetyngede blik og købte intet andet end en pakke toiletpapir.

Man vidste bare, at de enten næsten ikke kunne holde sig længere og skulle hjem og mose pronto – eller også, at de havde bremsespor langt op ad ryggen.

Ahja. Mit projekt Barmfager Boligjagt lykkedes – næsten. Opmærksomhedsdelen går strålende, opnåede i går over 600 besøgende, hvilket næsten er dobbelt så mange som min sidste topscore. Men sådan måtte det vel gå, når jeg var så plat på Twitter at skrive, at jeg havde store bryster og er en ørn til madlavning. Fik 20 nye followers, et utal af retweets og altså de mange besøgende her på bloggen.

Men hvordan med resultaterne omme i min indbakke? Bugnede den af  boligtilbud eller “har set din blogpost, forhører mig lige, vender tilbage”-tilkendegivelser? Selvfølgelig ikke. Jeg er blot en fremmed. Som var plat nok til at få folk til at klikke, fordi der stod patter i rubrikken. Og folk har fandme ingen humor (bortset fra venlige Aprikots, der videresendte mig et Home-link… men her må jeg påpege, at jeg er fattig. Bittert.

Men hvorfor skulle man også prakke sine venner en fremmed blogger på? Here’s why.

Har faktisk ikke ret store bryster. Og selv om de ikke hænger, ved jeg jo godt, at de ikke spiller den store rolle i boligjagt. Er en habil kok, men sviner under processen. Til gengæld er jeg ganske omgængelig, husker fødselsdage og hvad der betyder noget for folk sårn generelt. Og jeg ryger kun, hvis jeg må. Og jeg har sjove historier en masse. Og er 25, hvilket er voksent nok til at kunne betalte husleje til tiden, men ungt nok til at slæbe dig med på grønlænderbar i Nørre Allé til klokken 08 om morgenen og insistere på, at vi får lavet bofælle-tatoos. Og er typen, der tager opvasken – bare fordi. Og stiller et glas cola frem til nødstedte, inden jeg tager ud om søndagen, mens du ligger og kløjes i tømmermænd. Og kan finde ud af at lukke døren og være mig selv, uden at der er sure miner.

Så er du ikke bare sød at notere dig det, hvis du hører om noget, der passer ind i mine large kriterier?